Haves: 30 sider til at beskrive risikoen for forråelse.

Hans Reitzels Forlag ønsker at udgive en bog om professionelle samtaler og empatiske relationer, og jeg er blevet bedt om at skrive et kapitel om risikoen for forråelse. Jeg er i fuld gang med at få budskaberne fra min bog kogt ned til de 30 sider, som jeg har fået tildelt. Det er altid godt at blive bedre til at komme frem til pointen med det samme.  Siden bogen udkom i 2013 har jeg afholdt utallige foredrag og temadage om emnet, og via de mange spørgsmål og tilbagemeldinger, som jeg har fået, er der kommet langt flere nuancer i min tænkning om forråelse. Dem vil jeg også prøve at få plads til i kapitlet. Når jeg har et ledigt øjeblik, så skriver jeg løs, sletter noget af det, skriver lidt mere, sletter meget mere, skriver igen osv. osv. Det går vist, som det skal. Og det tager den tid, som det skal tage. Min deadline for at aflevere kapitlet er heldigvis først d. 27. marts 2017.

Kapitlet er henvendt til alle professionelle, der arbejder med mennesker. Så det er lige fra fødeafdeling til hospice – og alt derimellem af dagtilbud, skole, jobcenter, sygehus, hjemmevejledning, bosted, tandpleje, behandlingscenter, plejehjem osv. Kapitlet kommer til at handle om, hvad forråelse er – og om de forskellige sværhedsgrader, som forråelsen kan dukke op i. Og jeg skriver om afmagtsfølelsernes afgørende rolle for forråelsen. Jeg ved endnu ikke, hvor meget plads der bliver til at give et resumé af indsigterne fra ondskabens psykologi, men der skal helt sikkert skrives om, at mennesket er mere socialt end det er moralsk. Dermed bliver der et afsnit om gruppedynamikker og om det gruppepres, der stammer fra vores behov for at høre til og være en del af fællesskabet. Lige nu arbejder jeg på at få facon på et afsnit om de konkrete faresignaler, som man bør være opmærksom på i praksis. Det bliver nemlig mere og mere klart for mig, at det er for svært at gøre noget ved forråelsen, hvis ikke vi bliver bedre til at opdage den tidligt i forløbet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal runde kapitlet af. Lige nu hedder overskriften på sidste afsnit: ”Når man har opdaget forråelsen – hvad så?”, og indtil videre har jeg skrevet en del om, hvorfor der ikke kan være et par enkle løsninger på samtlige komplicerede konstellationer af forråelse. Men jeg tror jo på, at der findes løsninger på problemerne, og det mangler jeg at beskrive.

I er selvfølgelig velkomne til at komme med idéer til, hvad kapitlet bør indeholde. Men årsagen til dette blogindlæg er, at jeg vil spørge jer, om nogen af jer ligger inde med eksempler fra jeres egen praksis på, hvordan man i en personalegruppe kan komme til at retfærdiggøre forråede handlinger. Det vil sige, at jeg efterspørger konkrete eksempler på legitimeringer (gyldig-gørelser) af jeres afvisninger, latterliggørelser, nedgørende tale, overmedicinering, ignoreringer, eksklusioner fra fællesskabet, skælden-ud, mobning, ydmygelser, manipulation, trusler osv. Hvordan er I blevet enige om, at det var i orden? Hvis I har nogle tanker om de konkrete faresignaler, som I – set i bagspejlet – kunne have reageret på, så læser jeg også gerne om det. Mit spørgsmål er henvendt til professionelle.  Men jer, der har mødt forråede professionelle på deres vej, må også meget gerne skrive til mig og fortælle, hvilke krænkelser og ydmygelser der var tale om – og især hvilke (bort)forklaringer, som de professionelle gav jer.

Send en mail på psykolog.birkmose@gmail.com eller en privat besked på facebook eller linkedin med jeres eksempler, hvis I har mod på at dele det med mig. Så kan det være, at det kommer med i kapitlet; og i så fald vil det være i en stærkt anonymiseret udgave. Og jeg kunne ikke finde på at bruge noget fra jeres eksempler uden at cleare det med jer først.