Mere præcision, når vi taler om psykisk slid
Drøftelserne om psykisk slid har været svære, fordi der er blevet talt om stress som alt lige fra travlhed til udbrændthed – og alle mulige variationer derimellem. Måske har vi talt forbi hinanden? Måske har vi ikke haft ord til at beskrive problemerne præcist nok? Og måske har vi ikke fundet de rette løsninger til de konkrete problemer? Det kniber i hvert fald med at få knækket stress-kurven.

I disse 14 videoer https://www.foa.dk/forbund/temaer/p-aa/sig-det-hoejt/tema-videoer, som FOA har fået produceret, prøver jeg at tale om omsorgstræthed, moralsk stress, forråelse, selvcensur, quick fixes og afvæbnet kritik som selvstændige problemer. Problemer, der er vidt forskellige og derfor kræver hver deres batteri af løsninger. Hvis problemet er travlhed på grund af for mange opgaver, så kan løsningen være at få hjælp til at prioritere opgaverne; men opgave-prioritering hjælper ikke på den udmattelse, som er forårsaget af at rumme mange menneskers følelser. Ligeledes kan vejrtrækningsøvelser være en løsning, hvis problemet er manglende restitution efter en overpræstation; men vejrtrækning kan ikke hjælpe på den moralske stress over, at man ikke kan gøre sit arbejde godt nok. Hvis stress-kurven skal knækkes og det psykiske arbejdsmiljø forbedres, så skal der findes løsninger, som kan løse de aktuelle problemer i den givne situation på den konkrete arbejdsplads. Derfor er det nødvendigt med præcision, når vi drøfter psykisk slitage.

Idéen med videoerne er, at de kan bruges som oplæg til jeres debatter om, hvilke løsninger I kan bruge til de problemer, som I har.

Fem skridt væk fra forråelse
Jeg gør, hvad jeg kan for ikke selv at blive et quick fix eller bidrage til illusionen om, at der skulle være lette løsninger på komplicerede problemer. I forhold til forråelse som ét af problemerne ser jeg løsninger i form af fem svære skridt som medarbejdere, konsulenter og ledere bliver nødt til at tage sammen. Jeg kalder det skridt, fordi det kan være en velkendt fornemmelse at tage ét skridt frem … og to tilbage.

Første skridt er en fælles erkendelse af, at forråelse er en risiko i det professionelle arbejde. Blot fordi omsorgstræthed, moralsk stress og afmagtsfølelser er en del af arbejdet. Erkendelsen indebærer modet til at turde tale om problemer og ikke kun udfordringer, om besparelser og ikke kun effektiviseringer samt om forråelse og ikke kun solstrålehistorier.

Andet skridt er at opdage faresignalerne, hvilket ikke er så nemt endda. Forråelsen er godt skjult, når vi står midt i den. Faresignalerne i vores tanker kan være hårdhed, ligegyldighed, manglende nysgerrighed og manglende empati. Faresignalerne i vores handlinger kan være krænkelser i form af afvisninger, skæld-ud, latterliggørelser, eksklusion og straf. Faresignalerne om værdi-skred kan være negative og mistroiske fortællinger om andre, tankeløshed, positive fortællinger om os selv, ”dem og os”-retorik samt en hverdag, hvor der tages mere hensyn til personalet end til de mennesker, der har brug for professionel hjælp.

Tredje skridt er psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Det er afgørende, at alle medarbejdere og mellemledere af erfaring ved, at de trygt kan tale om egne fejl, påpege problemer og kritisere arbejdsbetingelser uden risiko for at blive afvæbnet, udskammet eller truet til tavshed. Min erfaring er, at mange tør sige fra. Dét, der mangler, er samtalepartnere, der tør høre på kritikken. Her ligger nok det største ledelsesmæssige indsatsområde. Der er brug for chefer, direktører og politikere, der aktivt søger viden om, hvad der også sker udover alt det ordentlige og fagligt forsvarlige arbejde. Det er dog ikke nok at turde spørge og lytte. Der skal også svares – både i ord og handling.

Fjerde skridt er de psykologisk trygge samtaler om, hvilke afmagtssituationer og afmagtsfølelser, der har gjort forråelsen nødvendig for netop denne personalegruppe netop nu. Der vil som regel være tale en ophobning af forskellige psykiske belastninger gennem længere tid. Derfor kan det være ganske kompliceret – og derfor vigtigt at bruge tid på – at udrede den unikke sammensætning af omsorgstræthed, afmagtsfølelser i samarbejdet med såvel børn, borgere og pårørende som andre professionelle, for lidt tid til for mange opgaver, uenighed i ledelsesmæssige beslutninger, moralsk stress og pseudoarbejde.

Femte skridt er at finde de løsninger, der passer til de problemer, der har gjort forråelsen nødvendig. Som nævnt indledningsvist kræver det vidt forskellige løsninger alt afhængig af, om problemerne primært er omsorgstræthed, moralsk stress, pseudoarbejde eller noget helt fjerde.

De fem skridt beskriver jeg med lidt flere ord i tidsskriftet 0-14, hvor hele nummeret sætter fokus på ledelse: https://www.paedagogisk.com/vare/3-20-ledelse-af-institutioner/. Og de mangfoldige løsninger kommer vi forhåbentlig til at drøfte med hinanden.