… hvis nu man skulle få trang til faglitteratur, når man alligevel restituerer i skyggen ved poolen eller i hængekøjen. I al ubeskedenhed vil jeg gøre opmærksom på den litteratur, som jeg i foråret har haft fornøjelsen af at medvirke til.

Eden Alternative: Som det plejer at være derhjemme
Det var en stor ære at blive bedt om at skrive forordet til Eden Danmarks 10 års jubilæumsbog Som det plejer at være derhjemme, der er skrevet af journalist Ulla Skovsbøl. Jeg har nu i nogle år fulgt sygeplejerske Karin Dahl og ergoterapeut Aase Porsmoses store arbejde med at præsentere og implementere Eden Alternatives tanker om bekæmpelsen af ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed på plejehjemmene. De er nået langt på de første ti år, og det er tankevækkende at læse det ene kapitel efter det andet om, at livet på plejehjemmet bare gerne skulle være en fortsættelse af det liv, som man har levet indtil da.

Bogen gav mig anledning til at tænke lidt nærmere over, hvad jeg egentlig gør mig af tanker om selv engang at skulle bo på et plejehjem. Det kom der dette Forord til Som det plejer at være derhjemme ud af.

Jeg har fået lov af forfatterne og forlaget til at dele både bogens første kapitel Vi kommer med hjertet først om tænkningen i Eden Alternative, og afsnittet om Myter om Eden Alternative, hvor myterne tilbagevises. Interessant læsning for alle, der interesserer sig for demens, livet på plejehjemmene og værdig ældrepleje.

Neuropædagogik og de næste trends
Under den lidt heftige overskrift Dorthe Birkmose kigger i krystalkuglen blev jeg interviewet af Kasper Rasmussen til juni-udgaven af CAS Bladet, der indeholder forskellige perspektiver på neuropædagogikken. Jeg fik lejlighed både til at sige lidt om neuropædagogik og til at lege fremtidsforsker mht. de næste trends indenfor pædagogikken. Jeg ser rehabilitering, feedback informed treatment og trauma informed care som de helt store trends. Og jeg er bestemt nysgerrig på, hvad I andre ser som aktuelle og kommende trends.

Rehabilitering og rehabiliteringspsykologi
Apropos rehabilitering som et mere solidt og bedre defineret begreb end neuropædagogik, så fik jeg muligheden for at være medforfatter på Chalotte Glintborgs artikel Hvis man havde set mig som menneske fremfor bare min skade -indefra-perspektiver på dansk neurorehabilitering. Jeg kan anbefale alle med interesse i rehabilitering at følge Chalotte Glintborgs arbejde.

Artiklen tager udgangspunkt i en række udtalelser fra mennesker, der som patienter/borgere eller pårørende har været i kontakt med professionelle. Udtalelserne vidner om subtile tankeløse krænkelser, som vi som professionelle let risikerer at overse midt i travlheden og rutinerne.  Her er et par citater fra artiklen:

“Alle de ansatte på afdelingen er kommet ind på min stue i løbet af de sidste par dage. De hilser alle pænt, men siger ‘Simon’ i begge ender af alle sætninger og taler til mig, som om jeg var et barn på fire år. Det er rædsomt. Det er jo ikke en børnehave, det her. Og i øvrigt orker jeg heller ikke at forholde mig til flere fremmede. ‘Haarj Simon! Velkommen til. Dejligt, at du nåede frem, Simon’. Jotak, jotak! De taler som om, de har kendt mig i årevis. De lægger hovedet let på skrå og taler unormalt højere, unormalt langsommere og overdrevet artikuleret, som om jeg ikke forstår, hvad de siger. Men det gør jeg. Jeg forstår det hele. Alligevel taler de unormalt. Bare unormalt. Jeg får lyst til at råbe: ‘Tal almindeligt, kvinde. Jeg har ikke mistet forstanden. Og nej! Jeg er heller ikke blevet aggressiv. Jeg er bare træt af og ikke vant til at blive talt til på denne måde.”

“Efter aftensmaden kom sosu-assistenten og sagde, jeg skulle børste tænder! Jeg forklarede, at min nabo kom på besøg og at han har kage med, så jeg ville vente med at børste tænder til senere. Hun fastholdt, at ‘her på rehabiliteringscenteret børster vi tænder efter hvert måltid og tre gange dagligt’, og da aftensmaden jo var ovre, var det et ritual, ingen kunne undslå sig.”

Citaterne taler egentlig for sig selv, men vi supplerer alligevel i artiklen med vores tolkninger af, hvad oplevelserne er udtryk for. Budskabet i artiklen er i bund og grund, at vi bliver nødt til i langt højere grad at tage udgangspunkt i indefra-perspektivet. Altså så´n rigtigt. Ikke bare med et par klichéer om, at ”nu skal borgeren i centrum” og være ”ekspert i eget liv”. Men med grundige overvejelser om, hvad vores handlinger (og fravær af handlinger) betyder for lige præcis dét menneske, som vi står overfor.

Mange af citaterne i artiklen er også med i den nyudkomne Hovedbrud. Hjerneskade fra tre sider af Glintborg, Fønsbo & Fønsbo. Den bog skal jeg i hvert fald have læst i sommerferien.

Forråelsens faresignaler
Lige om lidt – nærmere bestemt d. 17. august 2018 – udkommer lærebogen Professionelle samtaler og empatiske relationer redigeret af Birte Hansen og Helle Nørrelykke. Jeg brugte mine 44 sider på at lave et resumé af min bog ved at skrive om forråelsens sværhedsgrader, afmagtsfølelsernes betydning for forråelsesrisikoen, ondskabens psykologi samt gruppens omskiftelige ubevidste mentale tilstande. Det fyldte heldigvis kun 17 sider, og så var der plads til forråelsens faresignaler. Dem har jeg ikke tidligere skrevet om, men jeg kan konstatere, at jeg på mine temadage bruger mere og mere tid sammen med deltagerne på netop at drøfte, hvad der kan være faresignaler i praksis. Problemet med at gøre noget ved forråelsen er nemlig i høj grad, at forråelsen kan være vældig godt skjult. Første skridt til at gøre noget ved forråelsen må være at blive bedre til at opdage den.

Men det er ikke nok at tale om forråelse eller opdage forråelsen. Der skal gøres noget! Der kommer da også nogle bud afslutningsvist i kapitlet. Jeg er dog hæmmet af, at der i praksis bør findes vidt forskellige løsninger på forskellige årsagssammenhænge og forskellige historikker bag den konkrete forråelse på en specifik arbejdsplads. Der kan ikke være én løsning på forskellige problemer. Alligevel kan der godt skrives noget generelt om breddefaglighed og faglig ledelse, tænker jeg. Det har jeg i hvert fald forsøgt.

Spørgsmålet om låste døre
Apropos forråelsens faresignaler, kom der først på året en medie-historie om låste døre på bosteder for mennesker med udviklingshæmning. Som vanligt – når professionel praksis beskrives i medierne – blev fremstillingen for sort/hvid. Landsforeningen LEV nuancerede med et temanummer om sagen: Intens diskussion om låste døre. Det er vigtigt med så mange nuancer som overhovedet muligt, og jeg skal understrege, at mit perspektiv bestemt heller ikke kan stå alene. Jeg prøver bare at sige, at låste døre kan være et faresignal; men at det behøver det ikke at være.

Og til sidst kernen i det hele: Robusthed og skrøbelighed
Når jeg nævner begrebet robusthed, oplever jeg blandt professionelle en sukkende og fnysende træthed over, at kravet om robusthed som en slags mental galvanisering bare blev lagt oveni kravene om positiv tænkning, langtidsfriskhed og omstillingsparathed. Men selvom robusthedsbegrebet skævvrides, så bør begrebet ikke forkastes som værende endnu et buzzword. Robusthedsbegrebet er måske det vigtigste begreb for professionelle, der ønsker at hjælpe andre. I hvert fald hvis vi tager udgangspunkt i den viden, der er fremkommet af resiliens-forskningen.

I maj-udgaven af SUF Magasinet kom jeg i godt selskab, da jeg sammen med filosof Ole Fogh Kirkeby blev interviewet af journalist Thorsten Asbjørn om den praktiske anvendelse af den teoretiske viden om robusthed og skrøbelighed. Det kom der denne artikel ud af: Vi skal turde sætte skrøbeligheden i spil.

For mig er robusthed/resiliens det fineste begreb for, hvad vi kan skabe hos hinanden, hvis vi er i stand til at forstå og hjælpe hinanden. På et tidspunkt ville jeg gerne have en lang og grundig drøftelse med en masse mennesker af, hvad det egentlig vil sige at hjælpe hinanden. Fordi: Hvornår bliver man reelt hjulpet af professionelle? Hvor meget skal man vide om et andet menneske for at kunne hjælpe? Hvordan kender man forskel på, om man hjælper andre eller nok mest sig selv? Og hvordan får vi flere nuancer i debatten om at hjælpe end bare ”curling” versus ”hjælp-til-selvhjælp”?

God læselyst og god sommer.