Det var en storslået oplevelse at besøge Færøerne for første gang. Jeg kommer til at bruge en del tid på at fordøje de mange indtryk fra mødet med professionelle og pårørende. Dertil kommer indtrykkene fra et enestående smukt land med en krystalklar luft, saftiggrønne farver, dybblå himmel og gule engkappelejer. De stærkeste indtryk er dog gæstfriheden, eftertænksomheden, glæden ved at læse og den enorme arbejdsomhed.

På flyturen til Vagar læste jeg en tankevækkende bachelor-opgave om tabuiseringen af kvinders alkoholmisbrug. Der er kun to behandlingssteder for alkoholikere på Færøerne, og ingen af de steder er udelukkende for kvinder. Forfatterne havde interviewet flere kvinder, som kunne fortælle om forråelse hos de professionelle. Det beskrives, hvordan en kvinde ringer til et behandlingssted for at få hjælp. Medarbejderen beder om hendes navn, hvilket hun fortæller, hvortil medarbejderen med latter i stemmen siger “ja, dét efternavn kender vi godt”. Det beskrives også, hvordan de professionelle undlader at forholde sig til, at der opstår seksuelle relationer mellem de mænd og kvinder, der er på behandlingsstedet. Ligeledes beskrives det, at de professionelle på det ene behandlingssted ikke er uddannede; men de er ansat, fordi de er ædru alkoholikere. Det fører bl.a. til, at de professionelle underholder med “sjove historier” om deres egne udskejelser, da de var fulde. Et par af konklusionerne i opgaven er, at der på Færøerne bør etableres et alkoholbehandlingstilbud udelukkende for kvinder, og at der bør stilles krav til professionelle om faglighed.

Føroya Pedagogfelag (fagforeningen for pædagoger på Færøerne) havde sørget for, at jeg havde en hel dag sammen med hundrede pædagoger og pædagogisk personale, hvor vi fokuserede på risikoen for forråelse i arbejdet indenfor børneværn, handicap og psykiatri. Forråelsesrisikoen er grundliggende den samme – uanset kultur, sprog og historie. Når mennesket overvældes af afmagt, er det nærliggende og naturligt at reagere med forskellige variationer af råhed og følelseskulde. Men selvfølgelig opstår der nogle særlige problemstillinger, når færingerne indtil 1980´erne blev opfordret til at sende mennesker med handicaps og sindslidelse til Danmark. På den måde har det socialpædagogiske arbejde en kort historie på Færøerne. Aktuelt er der 600 faste pædagogstillinger, hvoraf cirka halvdelen af stillingerne varetages af pædagoger og den anden halvdel af ufaglærte. Heldigvis er de alle organiseret i den samme fagforening. Jeg fik at vide, at der stadig mangler lovgivning indenfor handicap- og psykiatri-områderne på Færøerne, hvilket ikke gør arbejdet nemmere. Samtidig har der været besparelser og omstruktureringer, som vi også kender rigeligt til i Danmark. Men man må have været økonomisk presset i længere tid, da man havde den store økonomiske krise allerede i 1992. Som jeg forstod det, er fjernledelse og selvstyrende teams ét af de helt store problemer på Færøerne. Der er ganske enkelt ikke ledere ude på bostederne eller beskæftigelsestilbuddene, hvilket betyder, at den faglige ledelse har meget trange kår. Det er bekymrende, da faglig ledelse er afgørende for at kunne dæmme op for afmagten og forråelsen.

Temadagen var præget af koncentreret tavshed. Jeg fik at vide, at det er meget almindeligt på Færøerne, at man ved forelæsninger lytter koncentreret uden at stille særlig mange spørgsmål. Man kommer for at lytte – ikke for at høre sig selv tale. Det, synes jeg, er ret god stil. Som foredragsholder kommer man dog hurtigt til at savne spørgsmål og kritik, da det indeholder mange gode informationer om, hvilke problemstillinger tilhørerne går og slås med.  Eftermiddagens drøftelser om faresignaler kastede heldigvis flere interessante pointer af sig. Jeg bed især mærke i, at diskussionen om selvbestemmelse eller ej fylder i de pædagogiske overvejelser. Der var fagfolk, som talte varmt for selvbestemmelse, og der var fagfolk, der mente, at det hurtigt kunne gå for vidt. Diskussionen, om hvor meget man som professionel må bestemme, er vist en klassisk diskussion.

Pårørendeorganisationen TIGN havde inviteret mig til et aftenforedrag om forråelsesrisikoen indenfor ældreområdet. Og det var helt overvældende, da 400 mennesker væltede ind på Dansifrøi i Tórshavn. Der var lige præcis stole nok til alle. Og som en af arrangørerne konstaterede: “nu har du undervist 1 procent af den færøske befolkning”. Så bliver man meget ydmyg.

Jeg er selvfølgelig helt klar over, at jeg efter fem dage på ingen måde besidder en indsigt i det færøske velfærdssamfund. Jeg er kun lige startet på at tilegne mig viden om Færøerne. Dette blogindlæg bliver forhåbentlig læst af færinger, som har lyst til at fortælle mig meget mere om velfærd, faglighed og etik.

Jeg nåede at lære, at problemet med fjernledelse og selvstyrende medarbejdere også fylder på ældre- og demensområdet. Derudover forstod jeg, at der er et gennemgående tema om, at “alle kender alle” på Færøerne. Befolkningstallet er på cirka 50.000 mennesker, hvoraf cirka 20.000 bor i Tórshavn. Der kan bestemt være mange fordele ved, at man kender hinanden. Det kender man jo også til i de små danske kommuner. Det er hurtigere at komme i kontakt med de relevante fagfolk og beslutningstagerne, og bureaukratiet bliver ikke så omfattende som i de store kommuner. Men når det kommer til forråelse, så er der også en bagside ved at man kender hinanden. Det kan blive sværere at kritisere hinanden og at tale om tilfælde af, at professionelle krænker mennesker, som har brug for hjælp.  Det vil altid være risikabelt at forsøge at tale om forråelse, da man risikerer at blive mødt med afvisning, latterliggørelse og eksklusion. Men i et lille samfund løber man en endnu større risiko. Én fortalte mig i en pause, at bliver man først fyret på en arbejdsplads, risikerer man, at man ikke kan få ansættelse andre steder, da alle jo så har hørt om én. Så er der ikke noget at sige til, at det kan være ekstra vanskeligt at få brudt tabuet om forråelse. Men jeg må sige, at jeg mødte kun lydhørhed, eftertænksomhed og stort mod til at turde tænke på den forråelse, som man selv havde oplevet.

Rúna Sivertsen fra TIGN havde sørget for, at jeg nåede at medvirke i to radioudsendelser: et kort interview sammen med hende i Godmorgen Færøerne og en lang samtale med teolog Armgard Arge i søndagsprogrammet Credo. Credo-udsendelsen kan høres her: Når jeg bliver gammel. Efter introduktionen på færøsk fortsætter samtalen på dansk en halv times tid, hvorefter Armgard Arge til sidst læser et digt op. Jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke forstår færøsk. Jeg ville gerne kunne høre Credo hver søndag. Alle, som jeg talte med, roste programmet for dets dybde og nuancer. Og jeg nød samtalen med Armgard Arge – både med mikrofonen tændt og slukket. Bagefter tænkte jeg på, om præsterne ikke kunne spille en mere aktiv rolle i forhold til etiske drøftelser på plejecentrene, hvor de alligevel kommer for at holde andagt. Men jeg ved endnu alt for lidt om religionens store betydning på Færøerne.

Jeg havde været lidt bekymret for at skulle tale om sprogbrug på Færøerne. Jeg kan ikke et ord færøsk, og da jeg ikke har besøgt landet før, havde jeg intet indtryk af, hvilke negative ord og fortællinger der har tendens til dukke op, når professionelle bliver afmægtige. Og jeg havde heller ingen fornemmelse af, hvor hårdt ramt man var af positivitetstyranniet. Men med kyndig vejledning fra Jógvan Philbrow fra Pedegogfelaget og Rúna Sivertsen fra TIGN kastede jeg mig alligevel ud i at tale om problemerne med såvel det negative som det positive sprogbrug. Det viste sig, at forråelsen fører til det samme negative sprogbrug med skældsord, nedgørende humor og mistrosfortællinger. Og det viste sig, at man også på Færøerne er trætte af påstanden om, at “vi har ikke længere problemer, vi har kun udfordringer”. Ligeledes bliver robusthedsbegrebet desværre også skævvredet til at handle om at gøre sig selv mere robust, så man kan klare belastningerne uden at blive syg. Det burde egentlig ikke komme bag på mig, at forråelsens sprogbrug tager de samme vildveje – uanset om man taler dansk, færøsk, norsk eller svensk.

Færingerne køber og læser bøger i stor stil. De bøger, som forlaget havde sendt til Færøerne var solgt på ingen tid. Heldigvis fandt Rúna Sivertsen på, at man kunne skrive sig på en bestillingsseddel for at få en signeret bog sendt fra forlaget. Jeg er netop hjemvendt med en let skrivekrampe efter at have skrevet små hilsner i en ordentlig stabel bøger. Måske skulle jeg holde aftenen fri og læse i en af de bøger, som jeg fik købt på Færøerne. Det er et slaraffenland, når man kan købe bøger uden moms – endda i en gammel hyggelig boghandel med græs på taget.


Relateret Indhold


Privacy Preference Center

%d bloggers like this: