I forårsudgaven af ViPU Viden  fik jeg mulighed for at skrive en artikel om vores tolkninger af andres adfærd. Et emne, der har optaget mig i mange år. Jeg synes stadig, at det giver mening med en grovsortering af vores tolkninger: 1. Adfærden er rettet mod mig; 2. Adfærden er et personlighedsudtryk hos den anden; 3. Adfærden er en udtryksform. Selvfølgelig er vores tolkninger mere nuancerede end det. Men tredelingen er en teori, der – som al anden teori – i sin forenklede og generelle form forhåbentlig kan bruges til at skærpe tankerne om en kompleks praksis.

Afmagtsfølelser fører til såvel tanker om at tage skylden på sig som tanker om, at problemerne er den andens skyld. Når afmagtsfølelserne vendes indad, så stadfæstes afmagten med tanker om egen utilstrækkelighed. Så snart man begynder at reflektere, er det tydeligt, at det handler om afmagt. Når afmagtsfølelserne vendes udad, bliver det mere uigennemskueligt, at det handler om afmagt. Afmagtsfølelsen afløses af en magtfølelse med tankerne om, at den anden bærer det fulde ansvar for situationen og derfor bør ”tage sig sammen” og ”opføre sig ordentligt”. Dermed kan man komme til at tro, at man ikke selv er afmægtig. Som jeg ser det, er det disse tolkninger, der fører til de største fejl i form af straf, skæld-ud og påførelse af skyld og skam. Det er her, at vi ikke hjælper. Det kan kaldes konsekvenspædagogik, ”vi venter til han selv er motiveret” og rå pædagogik, hvilket blot gør det hele mere forvirrende for den enkelte fagperson.

Vi ved, at vi bør tænke fagligt, når vi er på arbejde. Hvorfor bliver de andre tolkninger ved med at dukke op? Indenfor kognitiv terapi skelnes der mellem varme og kolde kognitioner (Oestrich, 2002). De varme kognitioner er de tanker, der – som regel uden at man er klar over det og uden at man ønsker det – farer gennem hovedet på én. Varme kognitioner kaldes også for automatiske tanker. De kolde kognitioner er de tanker, som man ønsker at tænke, og som er langt mere fornuftige. Problemet er bare, at de varme kognitioner tænkes lynhurtigt; og de er derfor allerede tænkt, inden man når til at tænke mere velovervejet og fagligt.

Der er individuelle forskelle i vores tænkning med hensyn til hvilke varme kognitioner, vi får. Vi kan have tendens til selvhenførende fejlslutninger og personaliseringer, der får os til at tro, at andres adfærd er rettet mod os. Vi kan også have tendens til en selektiv opmærksomhed på negative træk hos andre, etikettering eller andre overgeneraliserende fejlslutninger om enkeltstående situationer, der kan få os til at tro, at andres adfærd er knyttet til dem alene og intet har med konteksten at gøre.

Vores varme kognitioner er udtryk for vores basale antagelser om os selv, andre og livet. Derfor hænger varme kognitioner nøje sammen med personlighedsstruktur og livserfaringer. De varme kognitioner vil være på spil, uanset hvor veluddannet og vidende man er. Varme kognitioner kan bygge på en forstyrret logik, men ikke desto mindre har de en høj sandhedsværdi for dén, der tænker tankerne. Arbejdet med andre mennesker giver os en chance for at identificere vores egne varme kognitioner. Vi har muligheden for at reflektere over vores tolkninger af andres adfærd ved løbende at undre os over, hvorfor det blev dén tolkning og ikke alle mulige andre.

Der er to årsager til, at jeg igen og igen vender tilbage til de tre overordnede måder at tolke på. For det første medfører de faglige tolkninger, at vi i højere grad behandler andre ordentligt. For det andet er faglige tolkninger vores eneste reelle selvbeskyttelse mod de psykiske belastninger i arbejdet. Der vil til stadighed være problemer, der ikke kan løses, og der vil være hensyn, som ikke kan tages til alle på samme tid. Det er klart. Men hvis vi kan være ordentlige overfor hinanden, og hvis vi kan undgå at blive syge af vores arbejde, så er det vist en succes.

 

Litteratur:

Oestrich, I.H. (2002): Tankens kraft – kognitiv terapi i klinisk praksis. Munksgaard.