På Socialstyrelsens VISO-konference i december 2018 fik jeg 35 minutter til at fortælle om forråelsesrisikoen i det professionelle arbejde. Det blev min rekord i at fatte mig i korthed. Jeg fortalte historien om den kritiske mor, der ikke er tilfreds med de professionelles indsats i samarbejdet med hendes søn. Historien handler om, hvor hurtigt en gruppekultur blandt professionelle kan blive rå og følelseskold – helt uden at man som professionel opdager det. Og min egen rolle i historien er jeg bestemt ikke stolt af.

Foredraget blev optaget af ANTV – Anerkendende TV, som laver anderledes udsendelser om psykiatri, handicap og udsathed. Derfor har jeg mulighed for at dele mit foredrag med jer. Mit foredrag blev til to tv-udsendelser, hvor journalist John Lykkegaard har klippet interview-bidder med oplægsholdere og deltagere ind i foredraget. De to udsendelser kan man finde på antv.dk: http://www.antv.dk/naar-afmagt-foerer-til-forraaelse-1-2/ og http://www.antv.dk/naar-afmagt-foerer-til-forraaelse-2-2/. I deres arkiv finder man i øvrigt alle mulige spændende foredrag og interviews.

Derudover lavede John Lykkegaard en version til mig, hvor man kan se foredraget fra start til slut. Jeg skulle i øvrigt hilse fra ANTV og beklage den forringede lyd de første fire minutter.

Se hele foredraget på: https://www.youtube.com/watch?v=IV_o-KC-pmI.

Fortællingen om de vanskelige pårørende – eller snarere en fortælling om, når forråelse bliver en del af gruppekulturen blandt professionelle
Kort fortalt handler foredraget om, hvordan jeg bliver afmægtig over min egen faglige uformåen. Det håndterer jeg ikke særlig hensigtsmæssigt, idet jeg projicerer min afmagt over på moderen, som jeg får gjort til syndebuk for mine ubehagelige følelser af uduelighed og utilstrækkelighed. Jeg lufter mine projektioner overfor mine kolleger, som desværre møder mig med den syge variation af anerkendelse, hvor de giver mig ret i, at “det er da også for meget med den mor” og “det kan da ikke passe, at vi skal finde os i alt fra hendes side”. Den negative omtale af moderen bliver gentaget så mange gange, at vi faktisk tror, at det er sandt, hvad vi siger. Moderen bliver vores fjende, og vores tænkning indskrænkes til at handle om “at sætte hårdt mod hårdt” i mødet med hende. Afvisninger, hård tale, ignoreringer, skæld-ud og besynderlige telefonregler bliver logiske for os. Og moderen bliver krænket igen og igen. En dag opdager en af mine kolleger, at hun har krænket moderen ved at afvise hende på det groveste. Min kollega rammes af dårlig samvittighed og moralske kvaler, og dem vælger hun at drøfte med os andre på et personalemøde. Hendes oplæg til os andre er i bund og grund: “Ved I hvad? Jeg har afvist at lytte til en pårørende. Jeg har begået en fejl. Vil I ikke give mig ret i det?” Dermed lægger hun op til en vigtig drøftelse om arbejdspladsens værdier. Hun søger vores bekræftelse af, at det ikke er en af vores værdier at afvise andre mennesker. Men sådan kommer det ikke til at gå … Fordi vi i gruppen bliver bange, går det helt galt og vi får i fællesskab legitimeret afvisninger i en sådan grad, at vi kommer til at tro, at vi er dygtige, når vi afviser andre. Lyt selv til foredraget for at høre, hvor galt det gik for os.

Dét, der mangler i foredraget, er nogle afsluttende overvejelser om, hvad man stiller op med en forrået personalekultur. Det nåede jeg ikke at sige noget om. Heller ikke selvom jeg gik tre minutter over tid. Men det fik jeg mulighed for at tale om i ro og mag hos Projekt RoSa i psykiatrien i Region Sjælland.

Tre podcasts om forråelse og mulighederne for at vende hjem til en faglig tænking
Efter en intens temadag om vold og trusler i psykiatrien tilbragte jeg en lille times tid i konferencestedets pejsestue sammen med folkene fra RoSa. Med hovedet fyldt af dagens indefra- og udefraperspektiver forsøgte jeg at svare på eftertænksomme spørgsmål fra Heidi Lindtoft Christiansen, Esben Sandvik Tønder, Birgit Hesk-Møller og Benjamin Lind Kjersgaard. Det har projektmedarbejder Esben Sandvik Tønder fået tre podcasts ud af.

Første podcast overlapper med VISO-foredraget i beskrivelserne af forråelse som både moralsk slitage og overlevelsesstrategi. Jeg supplerer med et par præciseringer af de faresignaler, som kan hjælpe os til at opdage forråelsen. Registrering af faresignaler er nemlig afgørende for at gøre noget ved forråelsen. Vi er nødt til at kunne opdage problemet for at kunne begynde at arbejde med løsninger – og forråelse kan være forbavsende svær at opdage, når man står midt i den.

Anden podcast handler om, at når det lykkes os at opdage forråelsen, så bliver udredningen af forråelsens årsager afgørende. Det er nemlig ikke nok at opdage problemet. Vi er nødt til at forstå årsagerne til problemet for at kunne arbejde dybt nok med løsningerne. Eller rettere: Vi er nødt til at forstå årsagerne til, at netop denne variant af forråelse blev en overlevelsesstrategi for netop denne personalegruppe i netop denne situation. Det er her, hvor jeg som underviser kommer til kort. Jeg kan kun sige noget generelt om mulige årsager til forråelse lige fra et konfliktfyldt samarbejde til endnu en kommunal omstrukturering. Og det der er brug for, er en konkret udredning af de unikke årsagssammenhænge og hele forhistorien.

I tredie podcast siger jeg så endelig noget om, hvad der skal til for at hjælpe en forrået personalegruppe tilbage til en faglig tænkning. Der findes ikke én løsning, men der findes bestemt løsninger. Én af pointerne er, at varigheden af forråelsen betyder en del. Prognosen for de personalegrupper, der i årevis har legitimeret deres forråelse, er ikke god. Hvorimod det kan være relativt ukompliceret at hjælpe den personalegruppe, som kun kortvarigt har været faret vild og som endda føler et ubehag ved at være krænkende i deres kommunikation.

  1. Afmagt og forråelse: Sammenhæng og faresignaler https://www.youtube.com/watch?v=6Umoj3bdQM8&t=4s.
  2. Afmagt for forråelse: Udredning på arbejdspladsen https://www.youtube.com/watch?v=8dE9wc6f1f8&t=4s.
  3. Den faglige tilgang til en forrået personalegruppe https://www.youtube.com/watch?v=30a41WOd35g&t=10s.

Refleksionsopgaver for professionelle
Når man har hørt fortællingen om den kritiske mor, kan man i eget stille sind overveje: Genkender jeg noget fra fortællingen fra de gange, hvor jeg har været presset og afmægtig?

I tilfælde af at I bruger foredraget og de tre podcasts i forbindelse med en temadag eller et større personalemøde, så har jeg et par forslag til refleksions-opgaver. Alt afhængig af om emnet er relativt nyt for jer eller om det er et gammelkendt tema.

For de arbejdspladser, hvor I nu tager hul på drøftelserne om, at forråelse kan dukke op også hos jer, gælder det om at sætte så mange ord på de erindringsglimt og tanker, der dukker op. Første skridt i bekæmpelse af forråelsen er nemlig at turde tale om egne erfaringer med forråelse. Både når man har været vidne til kollegers forråelse og når man selv har handlet på sine forråede impulser. Der behøver ikke undskyldes, forklares, bortforklares eller fikses noget. Til gengæld må der gerne nuanceres.

For de arbejdspladser, hvor I allerede længe har talt om forråelsesrisikoen, handler det om at blive konkrete. Prøv at tænke tilbage på et eksempel på, at forråelsen vandt indpas i jeres personalegruppe. Hold fast i det konkrete eksempel og drøft så:
1. Hvad var faresignalerne? Hvilke faresignaler opdagede I dengang? Drøftede I faresignalerne dengang? Og hvilke faresignaler tænker I nu, at I kunne have været opmærksomme på?
2. Beskriv forråelsen som den fremstod i den konkrete situation. Hvordan var sprogbruget? Hvilken kombination af negativt og positivt sprogbrug brugte I? Hvilke krænkende handlinger var der tale om?
3. De sværeste og vigtigste spørgsmål er: Hvad var årsagerne til, at forråelse blev jeres overlevelsesstrategi i den situation? Hvad var hele forhistorien?

Hvis I har formået at drøfte de første tre emner længe og nuanceret, så burde det være muligt at svare på de sidste og afgørende spørgsmål:
4. Hvilke faglige muligheder ville der have været for at håndtere årsagerne til forråelsen? Med andre ord: Hvordan kunne I have håndteret afmagtsituationerne og afmagtsfølelserne på sundere og mere nuancerede måder? Hvordan kunne I have hjulpet hinanden bedre?
5. Hvem kunne have hjulpet jer dengang? Var der nogen, som prøvede at hjælpe? Var der nogen, som hjalp jer på en måde, hvor I kunne tage imod hjælpen?

Kunsten er at blive ved emnet uden at falde for fristelsen til at benægte, fortrænge, idyllisere, bagatellisere og bortforklare. Det kan kræve en ordstyrer, som har grundigt kendskab til gruppedynamikker.

Streaming fra hjemmesiden
Foredraget og de to tv-udsendelser kommer snart til at ligge både på min youtube-kanal og under “Streaming” på min hjemmeside, hvor jeg løbende samler foredrag og interviews til fri afbenyttelse. De tre podcasts ligger der allerede. Jeg har tidligere solgt to andre foredrag på dvd, men tiden er løbet fra det format, så nu ligger de foredrag også under “streaming” og på youtube. Jeg håber, at noget af det kan bruges – som gratis kurser, som alternativ til det skrevne og som afsæt for etiske diskussioner.

Forråelse er en menneskelig og forståelig overlevelsesstrategi, men samtidig er forråelse ødelæggende for alle
Forråelse er ødelæggende for de børn, borgere og pårørende, som krænkes. Og forråelse er ødelæggende for de professionelle, som mister sig selv i et moralsk skred. Det er på høje tid at få en åben dialog, så vi kan få fundet konkrete løsninger, der går dybt nok.

Lad mig høre, hvad I tænker, når I har set foredraget og hørt de tre podcasts. Jeg kan bruge al kritik, alle beretninger og alle nuancer i mit videre arbejde.