Det skabte overskrifter i medierne i januar 2018, at Socialtilsyn Øst havde afgjort, at de låste døre og havelåger på to bosteder var ulovlige. Mediedebatten kom til at handle om bekymrede pårørende og professionelle på den ene side og et socialtilsyn med lovgivningen i hånden på den anden side. Holdningerne blev nok trukket lige lovlig skarpt op, men det er rigtigt, at spændingsfeltet befinder sig mellem den personlige sikkerhed og retssikkerheden. Det er frygteligt tragisk, når mennesker kommer fysisk og psykisk til skade, når de er gået afsted; men samtidig er vigtigt at holde øje med den mindste slækken på den enkeltes retssikkerhed. Diskussionen er vigtig både på handicap- og demens-området; og diskussionen er for vigtig til overfladiske løsninger. Derfor blev jeg bekymret, da nogle tv-indslag trak i retning af en journalistisk morale om, at lovgivningen burde ændres, så det ville blive nemmere at låse mennesker, der ikke har kognitive evner til at vandre afsted og finde hjem igen, inde. Diskussionen om låste døre handler ikke kun om, hvorvidt nogle døre må låses eller ej. Diskussionen om låste døre handler om alle de store temaer i professionelt arbejde: personlig sikkerhed og retssikkerhed, magt og afmagt, inklusion og eksklusion samt “dem” og “os”-kategoriseringen.

Den svære diskussion om låste døre
Politisk konsulent Thomas Gruber og redaktør Arne Ditlevsen fra Landsforeningen LEV har i det nyeste nummer af LEV Bladet samlet en del forskellige vinkler på debatten om låste døre indenfor handicapområdet: Baggrunden for at diskussionen om låste døre blussede op nu; eksempler på pædagogiske alternativer til øget magtanvendelse; lidt om handicaphistorien; en oversigt over de politiske overvejelser om at gøre det lettere at bruge magtanvendelser overfor mennesker med handicaps samt overvejelserne fra formanden for Udviklingshæmmedes Landsforbund ULF. Hele debatten fra LEV Bladet kan læses her: Intens diskussion om låste døre.

LEV-formanden Anni Sørensen skriver i LEV Bladets første leder i 2018 om, hvordan hun er nødt til at holde tungen lige i munden, når hun skal navigere rundt i at være både en bekymret mor og samtidig en landsformand, der skal tænke mange år frem i forhold til at påvirke lovgivningen i en human retning. Det er bestemt ikke ukompliceret. Artiklerne ”Fra skrækslagen til overbevist” og ”Den pædagogiske oprustning risikerer at blive tabt på gulvet” understreger pointen om, at vi – med en viden om dansk handicaphistorie – skal være påpasselige med, at vi ikke sætter den faglige udvikling overstyr pga. bekymringer og besparelser.

Når det er så svært at drøfte de låste døre, så hænger det bl.a. sammen med, at vi i diskussionerne er nødt til at lave generaliseringer. Det er i hvert fald dét, som jeg kløjs i. Når jeg siger noget om de låste døre, så tænker jeg på nogle bestemte mennesker, som jeg har mødt. Både mennesker, hvor jeg vil mene, at det er mere nænsomt med perioder på dagen med låste døre, så vedkommende ikke skal være overvåget af personale konstant. Og mennesker, som – helt forkert – blev låst inde for, at personalet kunne holde pause sammen. Måske er det også derfor, at vi kan komme til at tale forbi hinanden? Fordi vi tænker på forskellige mennesker, der har brug for forskellige former for hjælp. Og fordi vi har forskellige erfaringer med, hvad der kan gå galt, hvis vi låser og hvis vi ikke låser.

Når man ser voksne som børn, øges risikoen for umyndiggørelse
Debatten i medierne kredsede om argumentet om, at når voksne er fungerende som børn, så svarer de låste døre på bostederne blot til de låste døre i børnehaverne. Som jeg tidligere har skrevet blogindlæg om, så mener jeg, at det er bekymrende, når professionelle opfatter voksne som børn. Dels er der ikke videnskabeligt belæg for idéen, og dels indebærer tanken en risiko for umyndiggørelse. ULF-formand Lars Gjermandsen rejser samme kritik med ordene: ”Jeg er træt af, at vi hele tiden sammenlignes med børn. Voksne er ikke børn – heller ikke selvom vi er nogle, som har brug for meget hjælp på forskellige måder. Man siger, at nogle er som et barn på et år, men hvad betyder det så for nogle af os andre? Er jeg så ti år, fordi jeg ikke har så omfattende et handicap, men alligevel er udviklingshæmmet? Jeg er voksen, og synes ikke, at det er i orden at kalde mig og andre for børn.”

De aktuelle forslag til lovændringer
I artiklen ”Hvad ved vi om ministeriets planer?” ridses forslagene til lovændringerne op, og det ser ud til, at retningen går mere mod hygiejne/sikkerhed end selvbestemmelse. Et forslag handler om, at fastholdelse i hygiejnesituationer i en række tilfælde skal ophøre med at være defineret som magtanvendelse. Et andet forslag handler om, at personalet skal kunne fastholde eller føre en beboer til et andet rum, hvis beboeren generer, udøver chikane eller skaber utryghed for andre beboere eller personalet. Og et tredje forslag handler om, at en kommune skal kunne flytte en beboer til en anden bolig, hvis beboerens plejebehov forværres eller forbedres, og det skal være nemmere at flytte borgere, der ikke kan give samtykke.

Lars Gjermandsen sammenfatter dét, som også er min bekymring: ”Jeg har hørt om de planer, som Børne- og socialministeriet har i forhold til magtanvendelse. Det lyder ikke rart, synes jeg. Hvorfor skal det være nemmere for personalet at anvende magt over for os udviklingshæmmede? Hvorfor skal der være mindre retssikkerhed, registrering og indberetning? Og hvorfor skal det være nemmere for kommunerne at flytte rundt på os, selvom vi er glade for at bo der, hvor vi bor? Det synes jeg er en rigtig dårlig idé. Politikerne skal tænke sig rigtig godt om. De skal huske, at vi ikke er en anden slags mennesker end alle andre.”

Magtanvendelser som udtryk for afmagt
Thomas Gruber spurgte mig om mine tanker om flere magtbeføjelser til professionelle: Låste døre som afmagt. Jeg prøver at sige, at der ikke er nogen lette løsninger. Jeg siger: ”En lovgivning med flere magtbeføjelser til professionelle vil være med til at legitimere brugen af magt. Risikoen ved at tillade mere magt og tvang er, at der kan komme flere tilfælde, hvor professionelle hurtigere tyr til magtanvendelse. Bekymringen er, at det kan foranledige, at professionelle bruger magt i situationer, hvor magtanvendelsen kunne være undgået, hvis man havde brugt mere tid på at undersøge alternative faglige indsatser. Bekymringen for unødvendige magtanvendelser øges af det faktum, at der spares på handicapområdet. Der kan melde sig en nagende tanke om, at professionelle pga. manglende økonomiske ressourcer kan komme til at føle sig nødsaget til at låse en dør eller på anden vis anvende magt.” Og på spørgsmålet om, hvorvidt svaret så kan være en lovgivning med færre magtbeføjelser, siger jeg: ”Det er heller ikke løsningen. Risikoen ved en lovgivning, der giver færre beføjelser til magt og tvang er, at magtanvendelserne og tvangen foregår – blot bedre skjult og uden at nogen får at vide, hvad der foregår.”

I et forsøg på at være konstruktiv foreslår jeg: ”Der findes ikke én løsning på samtlige problemer, der opstår, når nogle mennesker har større gangdistance end de har kognitiv formåen til at håndtere. Der bør findes individuelle løsninger til hvert enkelt menneske. Løsninger, hvor mennesket kan have et meningsfuldt og frit liv samtidig med at mennesket passes godt på. I stedet for at lovgive om magtanvendelse kunne lovgiverne måske overveje at lovgive om retten til at få faglig sparring og supervision. I stedet for at gøre det nemmere at låse døre kunne man gøre det nemmere at få adgang til et rejsehold af faglige specialister indenfor sanseintegration, intensive interaction, low arousal, rehabilitering, marte meo, trauma informed care, neuropsykologi osv. Lad os få tid og hjælp til at afsøge alle muligheder, inden vi tyr til magtanvendelse.”  


Relateret Indhold


Privacy Preference Center

%d bloggers like this: