Adoption – hvordan kan vi gøre det bedre?

Maja Lee Langvad har skrevet bogen Hun er vred – et vidnesbyrd om transnational adoption. Det er en enestående nuanceret og vidende bog om adoption. Bogen udfylder et enormt tomrum i den sparsomme faglitteratur om adoption. Hvert afsnit starter med ”Hun er vred …”. Og vreden bringer utallige nuancer frem. Den poetisk messende formidling af så megen vrede over så mange vidt forskellige elementer i adoption gør et stort indtryk på mig. Som læser kan man selv stykke brudstykkerne fra Maja Lee Langvads livshistorie sammen. Derudover får man kendskab til mange af hendes venner og bekendte, der er adopterede eller ønsker at adoptere. Og allerstærkest er bogen i formidlingen af refleksioner, som rækker langt ud over hendes egne erfaringer som adopteret fra Sydkorea.

Bogen starter med:

Hun er vred over at være en importvare. 

Hun er vred over at være en eksportvare.

Og så er vi ligesom i gang! Hun er vred er en bog, som jeg skulle gøre mig umage for ikke at læse for hurtigt. Hver sætning kræver refleksion. Adoption kan man nemlig ikke bare være for eller imod. Der er mange involverede parter. Der er store følelser på spil. Det handler om menneskers liv. Bare en sætning som

Hun er vred over betegnelsen ”rigtige mor”, for den forudsætter, at der er en mor, som ikke er rigtig.

giver anledning til mange tanker.

Den amerikanske psykoterapeut Joe Soll har skrevet Adoption healing … a Path to Recovery med det formål at understrege, at adopterede slås med massive problemer – og ofte helt alene. Hans budskab er, at adopterede kan og skal hjælpes. I første omgang handler det om at få aflivet myterne om adoption. Joe Soll bekæmper myterne ved at trække dem frem i lyset og sammenholde dem med den viden, man har indenfor adoptionsforskningen.

Myterne er:

  • Alle parter får noget godt ud af en adoption.
  • Biologiske forældre glemmer hurtigt deres barn og lever videre.
  • Det adopterede spædbarn oplever ikke tabet af sin biologiske familie.
  • Adopterede tænker sjældent på deres biologiske familie.
  • Hvis den adopterede smiler og siger, at han/hun har det godt, så er alt godt.
  • Den adopterede skal nok selv sige til, hvis der er problemer.
  • Adoptivfamilien kan med omsorg og kærlighed hele alle de psykiske sår.
  • Der er ingen grund til at tale om den biologiske familie. Det vil bare gøre ondt værre.
  • Adopterede oplever ikke racisme.
  • Den adopterede føler sig elsket.

Facts er:

  • Livet som adopteret er smertefuldt.
  • De biologiske forældre har en livslang sorg over deres mistede barn.
  • Den adopterede bliver traumatiseret gentagne gange.
  • Adoptivforældrene (der skal forholde sig til den sorg, som det er, at de ikke kunne få biologiske børn) får et omsorgsvigtet barn, der har svært ved at finde sin identitet.
  • Det adopterede spædbarn mærker tabet. Smerten, angsten og vreden glemmes ikke.
  • Adopterede tænker på den biologiske familie hele tiden – og på hvordan livet kunne have været.
  • Adopteredes udvikling er ganske anderledes end andres udvikling. De gængse milesten og mærkedage har en anden betydning for adopterede. Fx er fødselsdage ikke bare en ubetinget glad dag. Fødselsdage kan være den dag, hvor man mistede sin biologiske mor, eller hvor ens biologiske familie tænker ekstra meget på én.
  • Adopterede tager meget hensyn til deres omgivelser, og de lærer hurtigt at holde deres følelser skjulte.
  • Der skal tales om den biologiske familie og hjemlandet hele tiden.
  • Mange adopterede kan tumle med tanker om, at der måske er noget i vejen med dem, siden at de blev bortadopteret.
  • Racismen lever i bedste velgående – især i det skjulte bag velmenende facader.
  • Den adopterede føler sig grundlæggende uelsket.

Myterne er destruktive
Mange adopterede bombarderes med myterne i form af verbale og nonverbale budskaber, som direkte modsiger deres indre følelser og tanker. Adopterede kan derfor blive fanget mellem den virkelighed, som de præsenteres for, og den virkelighed, som de selv oplever. En oplagt copingstrategi er at forsøge at undertrykke sine egne følelser og oplevelser for at kunne indgå i den virkelighed, som andre konstruerer for den adopterede. Men det er ekstremt mentalt krævende og derfor ikke sundt.

Den adopterede vil opleve angstanfald, som udløses af situationer og oplevelser, som reaktiverer det oprindelige tab af familien (Soll, 2005). Det opleves som ”nu sker det igen – jeg mister alt, jeg afvises som menneske, jeg er helt alene i verden og må klare mig selv”. Disse angstanfald kan komme til udtryk på mange forskellige måder: Vredesudbrud, kaotisk adfærd, massiv indesluttethed, gråd, isolation og selvskadende adfærd.

Joe Solls budskab til os, der kender og arbejder med mennesker, der er adopterede, er: Validér! Validér! Validér! Vi bør validere alle de tanker og følelser, som den adopterede har. Vi skal bestræbe os på at forstå sorgen, vreden, smerten, overlevelsesstrategierne og selvmordstankerne. Og vi skal holde os til at validere. Vi må ikke forsøge at vende til det noget positivt eller på anden vis bagatellisere og afvise alvoren. Jo færre følelser og tanker, som den adopterede skal holde skjult for sin omverden, desto mere mental energi kan frigøres til at leve livet med.

Hun er vred over, at hun langtfra er den eneste adopteret, som er bange for at blive afvist (…) adopterede har ikke selv valgt deres adoptivforældre, men er derimod blevet valgt af dem. Man føler måske ikke, at man har ret til selv at vælge, hvem man vil omgås.

Men hvorfor er der så mange myter, som idealiserer adoption? Det kan måske gippe lidt i de fleste, når Maja Lee Langvad skriver:

Hun er vred over, at koreansk adopterede opfylder et følelsesmæssige behov hos deres adoptivforældre, lige såvel som thailandske postordrekoner opfylder et følelsesmæssigt behov hos deres hvide, danske mænd. Der bliver indgået en byttehandel, hvor koreansk adopterede og thailandske postordrekoner får økonomisk sikkerhed og materiel velstand til gengæld for deres affektive arbejdskraft.

Den danske adoptionsforsker Lene Myong mener, at når adoption bliver set som et udtryk for ægte kærlighed, hvorimod postordre-ægteskaber bliver set som en økonomisk transaktion og ikke ægte kærlighed, så hænger det sammen med klasseforskelle. Adoptioner sker i middelklassen og overklassen, hvorimod postordre-ægteskaber sker i underklassen. Det kan måske være en del af forklaringen på idylliseringen af adoption.

Maja Lee Langvad nægter at være taknemmelig for at være blevet adopteret:

Hun er vred over at være blevet koloniseret. Det kan godt være, at hun har haft bedre uddannelsesmuligheder i Danmark, end hun ville have fået, hvis hun var vokset op i Sydkorea, men til gengæld ville hun ikke være blevet koloniseret. Ikke sådan at forstå, at hun hellere ville være vokset op i Sydkorea, det er i det hele taget spild af tid at gå og ærgre sig over, at man ikke voksede op i et andet land, men det er mere for at sige, at man betaler en høj pris som koreansk adopteret.

Fejldiagnosticering af adopterede
Mange adopterede får på et tidspunkt betegnelser som ADHD, indlæringsvanskeligheder og atypisk autisme (Soll, 2005). Det er alvorlige diagnoser. I min praksis har jeg kun mødt, at diagnoserne var fejldiagnoser. I virkeligheden handler det om, at de adopterede er omsorgsvigtede, og at deres særlige livssituation gør, at de har meget mere at spekulere på end andre har. Der er en anderledes alvor i den adopteredes liv, da man alt for tidligt i livet har lært, at man kan miste alt på et splitsekund. Samtidig med at den adopterede fx skal forsøge at koncentrere sig om en dansktime, kører et underliggende tankemylder af tanker om identitet, familie, selvværd, anderledeshed osv. Det burde sige sig selv, at når den 8-årige har travlt med at ønske at være ligesom alle de andre i klassen, så er det svært at høre efter, hvad læreren siger. Det er ikke det samme som indlæringsvanskeligheder. Det burde også sige sig selv, at det adopterede barn har så megen vrede og sorg, at det følelsesmæssige kaos kan afstedkomme kaotiske adfærdsmønstre. Og det har intet med ADHD at gøre. Det burde også sige sig selv, at adopterede med gentagne massive omsorgsvigt kan have brug for at isolere sig og skærme sig mod nye relationer. Det er ikke udtryk for atypisk autisme.

Hun er vred over, at adoptivbørn er vokset op i den tro, at de havde ADHD.

Jeg møder en del professionelle, der er frustrerede over, at de ikke kan hjælpe den adopterede. Men ser man på mennesket som havende ADHD, atypisk autisme og/eller indlæringsvanskeligheder, så overser man det vigtigste, nemlig adoptionen, omsorgsvigtet og overlevelsesstrategierne. Og så er det klart, at man er ude af stand til at hjælpe. Jeg møder desværre også en del professionelle, der slet ikke ved, at adopterede skal hjælpes på en helt anden måde end andre. Der er professionelle, der kun kender myterne om, at den adopterede er reddet, og at alt er godt nu. De ved ikke engang, at de bør opsøge viden og supervision.

Joe Soll anbefaler professionelle som udgangspunkt at forholde sig til adopterede som havde de PTSD, da de er traumatiserede ad flere omgange. Selvfølgelig er livshistorierne forskellige, men der er nogle fælles træk i form af: Det første traume, hvor barnet adskilles fra sin biologiske familie; det andet traume, hvor barnet får at vide, at det er adopteret samt det tredje traume i 6-8 års alderen, hvor identiteten ikke kan samles til et hele men i stedet fragmenteres.

Åben adoption ville være en forbedring
Joe Soll og Maja Lee Langvad er enige om, at åben adoption er at foretrække. Åben adoption vil sige, at alle parter – den biologiske familie, den adopterede og adoptivfamilien – kender hinanden og har så meget kontakt med hinanden som muligt. Det kan være svært og smerteligt at have denne kontakt. Men kontakt er stadig at foretrække frem for uvidenhed og ingen kontakt.

Hun er vred over, at adoptivforældre har adopteret et barn i den tro, at barnet er blevet lovligt afgivet til adoption, når det ikke er tilfældet.

Hun er vred over, at adoptivforældre har adopteret et barn i den tro, at barnet var hittebarn, når det ikke var tilfældet.

Hun er vred over en generel forestilling om, at et barn har svært ved at knytte sig til sine adoptivforældre, hvis det bevarer kontakten til sine biologiske forældre.

Hun er vred på de adoptivforældre, der ikke betragter deres familie som en multikulturel familie. Når man adopterer et barn fra et andet land, bliver man den del af en multikulturel familie. Det er ikke kun barnet, der må tilpasse sig adoptivforældrene og deres kultur, adoptivforældrene må også tilpasse sig deres barn og dets oprindelige kultur.

Joe Soll anbefaler, at adoptivforældre ikke ændrer barnets navn. Jo mere jeg tænker over det, desto mere absurd virker det egentlig, at man kan finde på at ændre et barns navn, bare for at det skal lyde mere dansk eller være nemmere for os andre at udtale. Ens navn har betydning for ens identitet, og så burde vi andre vel nok kunne lære at udtale barnets navn. I Australien er det forbudt for adoptivforældre at ændre deres adoptivbarns navn (Langvad, 2014).

De økonomiske interesser
Adoption må være absolut sidste løsning efter man har prøvet alt muligt andet for, at barnet kan vokse op sammen med sin familie. Adoption må ikke være første løsning, og det må ikke være en indbringende forretning i såvel afgiver- som modtagerlande. I Danmark står to private firmaer for al transnational adoption. I Australien er det staten, der står for adoptioner. Der har været adskillige skandalesager for begge danske firmaer, og nogle af problemerne med at der ikke bliver fulgt op på henvendelser osv. ville sikkert også opstå i en statslig organisation. Men det ville sandsynligvis betyde noget, hvis adoption ikke var en forretning …

Hun er vred på den sydkoreanske regering over at tillade transnational adoption i betragtning af, at Sydkorea ikke længere er et uland, men rangerer som den 13. rigeste nation i verden.

Hun er vred på den sydkoreanske regering over at tillade transnational adoption i betragtning af, at Sydkorea har en af verdens laveste fødselsrater.

Hun er vred over at adoptionsbureauer i såvel afgiver- som modtagerlande tjener penge på transnational adoption.

Hun er vred over, at enlige mødre, der bor på et hjem ejet af et adoptionsbureau, i langt højere grad vælger at afgive deres barn til adoption end enlige mødre, der bor på et hjem, der ikke er ejet af et adoptionsbureau.

Hvad kan hjælpe?
Joe Solls bud, på hvad der bedst kan hjælpe den adopterede, er: Genforening med den biologiske familie. Der er ingen tvivl i hans sind om, at det er af afgørende betydning for den adopterede og dennes identitetsudvikling at mærke den ubetingede kærlighed fra den biologiske familie. Han anbefaler, at adoptivforældrene sørger for denne genforening, når adoptivbarnet er cirka 6-8 år gammel. Han fremhæver denne periode, fordi det er en tid med store identitetsmæssige temaer, og fordi barnet på dette tidspunkt vil have kognitive ressourcer til at forstå og forholde sig til sine to familier. Jeg vil tro, at de fleste adoptivforældre skulle have hjælp til at forholde sig til deres angst for at miste deres adopterede barn. Barnet kan måske i forvejen – i vrede, afmagt og angst for at blive afvist – have sagt, at det hellere vil bo hos sin biologiske familie, og at det hader sine adoptivforældre. Men adoptivforældrenes angst må ikke stå i vejen for adoptivbarnets chance for at få samling på sin fragmenterede identitet og sit følelseskaos. Alt dette burde adoptivforældre have været forberedt på, men det er de ikke. Joe Soll afslutter sin bog med at konstatere, at alle adoptivforældre burde have obligatorisk, tæt og kontinuerlig supervision gennem alle årene.

Der skal tænkes mange flere tanker …
Der er mange lag i dét problemkompleks, som adoption må siges at være. Det handler om moderne kolonisering, hvor europæere og amerikanere adopterer børn fra andre kontinenter. Det handler om økonomi, idet adoption også er en indbringende forretning. Det handler om at få brudt med alle de gamle myter om ”det heldige adoptivbarn”. Det handler om de mennesker, der føler sig nødsaget til at afgive deres barn til en usikker fremtid. Mange forældre skal samtidig underskrive et dokument, hvor de lover aldrig at opsøge deres barn. Bare tanken må gøre ondt på enhver forælder. Det handler om de børn, der ingen valg og ingen indflydelse har. Det handler om de voksne, der modtager et omsorgsvigtet og traumatiseret barn – uden at de på forhånd er blevet godt nok informeret om, hvor stor og anderledes en forældreopgave de har taget på sig. Det handler om de professionelle, som – i vuggestuer, børnehaver, skoler, SFO´er, psykiatri, psykoterapi, familiebehandling, sygehusvæsenet og misbrugsbehandling – ganske enkelt ikke ved nok om, hvad det vil sige at være adopteret.

 

Litteratur:

Langvad, M.L.: Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption. Gladiator 2014.

Soll, J.: Adoption Healing … a path to recovery. Gateway 2005.

 

22 kommentarer

  1. Lise Hansen siger:

    Hvor er jeg egentlig ked af at jeg er en “del” af det at være adopteret, men hvor bliver jeg glad, når der pludselig er nogen der anerkender at jeg ikke behøver at være taknemmelig for at være adopteret.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Lise

      Du behøver bestemt ikke at være taknemmelig. Adoption er et ekstremt kompliceret og nuanceret fænomen, som er svært at forholde sig til for alle parter. Det er ærgerligt, at myterne – om fx at adoption er en win/win-situation og at barnet bliver reddet – stadig er fremherskende. Hvis du ikke allerede har læst Maja Lee Langvads bog, så kan jeg anbefale dig det. Hun gør det legitimt at have mange forskelligartede og modstridende følelser oveni hinanden.

  2. Hvor er det godt at du skriver en artikel om adoption, hvor du reflekterer over myterne og om, hvordan vi kan gøre det bedre. Som sagt, er jeg forfatter til den første bog i Danmark, der fortæller om adoption ud fra den biologiske mors synsvinkel – i min bog reflekterer jeg også om, hvordan vi kan gøre det bedre for alle tre parter – for vi må ikke glemme, at der er tre parter i en adoption – og vil vi forstå og gøre bedre må vi sætte os ind i og forstå alle tre parters situation – og hjælpe alle parter. Adoption bliver, som du siger, ofte idylliseret og betegnet som en win-win situation, men virkeligheden er en ganske anden. Hvis behov er det lige man tilfredsstiller, når børn bliver adopteret – det hedder sig altid så fint, at det er barnets behov, men er barnets behov ikke at blive i sin oprindelige familie? Det siges, at barnet er omsorgssvigtet, det er måske også rigtigt, men man glemmer, at den biologiske familie også er blevet svigtet af det omgivende samfund uden hjælp til at beholde deres egne børn, uden at være blevet fuldt informeret om adoptionens konsekvenser, men tværtimod manipuleret med og franarret deres børn. Det er en myte, at adopterede børn er uønskede af deres biologiske forældre, og det er en myte at børn ville være henvist til et liv på børnehjem, hvis de ikke blev adopteret. Da børnehjemmet Enat Alem i Etiopien blev lukket – havde stort set samtlige børn biologiske familier, som godt kunne tage sig af dem. Det er en myte at adopterede er forældreløse, omkring 95 % af de børn som får betegnelsen forældreløse, har i virkeligheden levende forældre. Det er også en myte, at det er de biologiske forældre der har valgt børnene fra, stort set alle er blevet presset til det, har ikke haft andet valg. Mange børn er også blevet kidnappet og solgt til adoption

    I den første del af den såkaldte Helhedsanalyse bliver der brugt et ord som ”adoptionshjælp” – men ikke et ord om, hvem man hjælper, det er næppe nogen hjælp at skille børn og forældre ad, hjælpen er snarere til de barnløse og til de firmaer, der har fundet ud af at de kan tjene penge på at franarre børn fra mennesker i en svagere position og sælge dem til rige mennesker i den vestlige verden. Adoption bygger på social og global ulighed og er udnyttelse af mennesker i en svagere position. Skulle man ikke snarere hjælpe de udsatte familier til at beholde deres egne børn, så man helt undgik at påføre børn og forældre så store og livslange traumer, som en adoption medfører. Hvorfor er det de adopterede og de biologiske forældre, der skal lære at leve i adskillelse – og ikke de barnløse der skal lære at leve uden egne børn. Der er mange måder at hjælpe børn på, hvis man gør det af et godt hjerte, men det gøres altså ikke ved at frarøve dem et liv med deres egen oprindelige familie, men ved at give dem hjælp i familien.

    De adopterede har store problemer – og det samme har de forældre, der har mistet deres børn til adoption, problemerne ligner hinanden – savn, sorg, uvished, mindreværdsfølelse , angst PTSD – bare for at nævne nogle af de problemer, adoptionen kan medføre for forældre og børn, som må leve i adskillelse. Det bliver nævnt, at adoptanterne og de adopterede skal have hjælp, men hvorfor glemmer man hjælp til de biologiske forældre? Som Joe skriver er genforening den bedste hjælp – og det er ikke alene hjælp for den adopterede, men også hjælp for de biologiske forældre og i sidste ende også hjælp for adoptanterne – som jo ikke mister noget – tværtimod. Hvis alle parter er åbne og positivt indstillede er det kun en berigelse for alle parter at lære hinanden at kende. Dog bliver der ikke givet nogen hjælp fra samfundets side til at genforene de, som er blevet splittet på grund af adoption. Der bliver kun fokuseret på hjælp til adoptivfamilierne – mens hjælpen til de adopterede er meget mangelfuld, og der ingen hjælp er fra samfundets side til de forældre, der har mistet børn til adoption eller er i fare for at miste. Du siger at psykologer ikke forstår at hjælpe de adopterede, nej for det er et vrangbillede der bliver fremstillet fra samfundets side.

    Aniella Bonnichsen psykoterapeut med indgående kendskab til adoptionsproblematikken

    • Dorthe Birkmose siger:

      Jeg er kun lige begyndt at tænke over adoption og over, hvordan professionelle (psykologer, psykoterapeuter, sundhedsplejersker, lærere, pædagoger osv) kan blive bedre til at hjælpe adopterede, adoptivforældre og biologiske forældre. Jeg ville ønske at der var mere debat om adoption. Men mit indtryk er – efter dette mit første forsøg på at lave et referat af to bøger om adoption – at drøftelserne hurtigt bliver meget følelsesladede og vrede. Mit indlæg blev delt i to facebook-grupper: Adoption & Samfund og Åbenhed i adoption. I begge grupper blev mit indlæg kritiseret, men der var stor forskel på, hvordan der blev kritiseret. I Åbenhed i adoption var der mange spørgsmål og nuanceringer og helt relevant kritik af viden, som jeg havde overset. I Adoption & Samfund var tonen ganske anderledes hård. Der blev skrevet med store bogstaver og mit indlæg blev heglet igennem for opstillingen i myter versus fakta. Jeg opfattede stemningen som ubehagelig, hvilket jeg også gjorde opmærksom på. Det var som om, at jeg havde benævnt noget, som er tabu hos dem, der er de prominente skribenter i Adoption & Samfund. Jeg ved ikke helt, hvad tabuet (eller tabuerne) er. Men eftersom at netop pointen om genforeningen mellem den adopterede og den biologiske familie blev forbigået i tavshed, ville jeg umiddelbart gætte på, at det er her, at det bliver smertefuldt og angstprovokerende.

  3. Karenn siger:

    Kom tilfældig forbi denne side.
    Rart at læse at man har og får nogle være livskvaler som adoptivbarn. Jeg har idag en biopolar affektiv lidelse. Har selv opsøgt hjælpen.
    Jeg er et af de adoptivbarn som ikke har passet ind i Min adoptivfamilie. Min barndom var ok, men vidste godt at jeg var anderledes.
    Jeg er og var meget kreativ. Men da jeg valgte at bruge det til mere og udstille det var der ingen støtte at hente hos mine forældre. De holdt sig væk.
    Jeg har gennem hele min opvækst efter de 14 år fået at vide af især min adoptivmor at jeg skulle tabe mig. Jeg ved godt jeg ser anderledes ud men jeg fik tit stikpiller af hende.
    Det har været hårdt. De har altid ment at de har lært mig om økonomi men fik frataget ansvaret omkring det igen , har bare fået at vide at jeg skulle kunne klare mig selv og det kunne jeg jo ikke.

    Jeg har med de ord om at tabe mig fået et rædselsfuldt forhold til mad.
    Har jeg taget på griner min mor bare lidt og tager fat i mig.
    Min hidtil værste oplevelse kommer her i foråret da jeg bliver 32 år.
    3 uger inden opdager jeg at jeg er gravid, jeg er for 4 år siden flyttet til Sjælland og det har været dejligt at komme væk fra mine forældre.
    Men de bliver glade da de høre det og vil komme over til min fødselsdag og også møde min kæreste.
    Det går fint.
    Men dagen efter er stemmningen en helt anden.
    Inden de tog afsted sagde de om det ikke var en bedre ide at vente til en anden gang og så få barnet fjernet. De mente ikke jeg havde kendt min kæreste længe nok og at jeg boede for småt. Men sagde de skulle blande sig udenom.
    De efterfølgende dage blev jeg kimet ned, min far græd i telefonen at han ikke kunne sove og plagede mig om at få en abort. Jeg fik en mail fra min mor at de ikke ville støtte mig og jeg ikke var klar til et barn og at min far ville tale med min kæreste.
    Jeg har aldrig prøvet at gøre noget forkert i mit liv, har altid opført mig pænt og gjort hvad der blev sagt.
    Så deres reaktion kommer som et chok
    Da jeg kommer med en skarp stemme lverfor min mor stopper hun mig og siger det får konsekvenser for mig hvis jeg gør noget. Og da det er deres lejlighed jeg lejer tør jeg intet gøre.
    I de opringninger jeg får blander de også min fortid og min exkæreste ind i det.
    Ham var jeg sammen med i næsten 5 år, boede med ham og var forlovet. Men vi passede bare ikke sammen.

    Jeg taber desværre barnet efter 3 mdr. Og det er rigtig hårdt. Der var også meget stress over alt for mig. Jeg bliver indlagt og bor et par dage hos mine svigerforældre.
    Min far syntes alligevel ikke jeg skulle det igennem og min mor var lettet.
    De kom ikke over og besøgte mig. Ringede kun.
    Siden da jeg desværre i en choktilstand min krop gjorde. Jeg kunne ikke rigtig foretage mig ret meget.
    Nu er det snart et år siden men alt det her har taget min styrke fra mig. Har altid sat en facade og lært at skulle klare tingene selv. Jeg har ingen modstand mere, jeg græder ofte og jeg har ikke fået udlevet mine drømme om det kreative for det kunne jeg jo ikke leve af. Jeg skulle noget med mennesker og er opdraget til kun at være der for andre.
    Alle de krav og at vi skal lade som ingenting i familien kan jeg ikke længere håndtere. Min kæreste vil ikke have noget med mine forældre at gøre og forstår ham godt. Min svigermor støtter rigtig meget og sagde at de havde ødelagt mig.

    Jeg skal altid gøre mig fortjent til at være adopteret og være taknemlig. Min mor er stadig led og jeg bliver behandlet som et varn. Nu flytter jeg snart med min kæreste og igen fik jeg at jeg skulle jo kunne klare mig selv for det var jo ikke sikkert mit forhold holdt.
    De har aldrig kunnet aceptere at jeg var anderledes og skilte mig ud.
    Siden deres reaktion omkring min graviditet har jeg spurgt mig selv næsten hver dag. Hvad det er jeg har gjort så forkert.
    Jeg har ingen selvværd mere. Intet arbejde pt. Men jeg skal klare mig selv, mine følelser for har aldrig kunnet snakke følelser med mine forældre. Jeg skal bare arbejde, have en stabil økonomi og så ellers håndtere de udmeldinger jeg får og lade som ingenting.

    Jeg ville ønske man kunne finde noget mere på nettet eller ude i samfundet hvor som de bøger her er skrevet. Om adopterede og evt grupper man kunne snakke i. Jeg ville virkelig gerne finde ligesindede, mest så man ikke føler sig alene.
    Det er godt med et opråb mere af det tak

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Karen

      Din historie gør dybt indtryk på mig. Du har allerede oplevet mere modstand end mange andre oplever gennem et langt liv. Som adopteret er man desværre nødt til at forholde sig store temaer som identitet, andres inklusions- og eksklusionskriterier, familie, anderledeshed og selvværd på en helt anden – dybere og mere smertefuld – måde end dem, der blot fødes ind i deres familie.

      Har du fundet nogle adoptionsgrupper på nettet? Ellers kan jeg anbefale dig at kontakte facebookgruppen “Åbenhed i adoption”. Jeg har indtryk af, at dem, der deltager i den gruppe, har et stort netværk og ved, hvor og hvordan man kan komme i dialog med andre adoptanter.

      Hvis du en dag får overskud til at arbejde psykologisk med din livshistorie, vil jeg anbefale dig at kontakte psykolog Inger Thormann (hun bor også på Sjælland). Hun er en yderst kompetent psykolog, som kæmper for at hjælpe mennesker, der er omsorgssvigtede. Du har nemlig intet gjort forkert. Du har ydet maksimalt hele dit liv for at overleve og for at blive inkluderet. Det har gjort, at du var stresset og slidt allerede inden du mistede barnet og oplevede dine forældres voldsomme reaktioner. Så selvfølgelig er du i krise, og sådan en krise skal man ikke håndtere alene. Du skal have hjælp, synes jeg.

      Du er altid velkommen til at sende mig en mail på psykolog.birkmose@gmail.com.

      Bedste hilsner fra Dorthe

  4. Dorte Lindblad Hansen siger:

    Kære Karenn.

    Din historie gør stort indtryk på mig. Jeg er adoptivmor og det gør ondt inden i at læse om, hvordan du har haft det og har det.

    Der er del fora på Facebook, både for adopterede og for adoptivforældre og adopterede sammen. Et sted at starte kunne være AdoptionsPolitiskForum.

    Jeg har desuden en del navne på adopterede, som har cirka samme alder som dig – og desværre også nogen med lignende historier som din.

    Du kan ligge en besked på denne side med din mailadresse/Facebookprofil eller sende en mail til Dorthe Birkmose, så skal jeg sørge for, at du får navnene.

    Venlig hilsen
    Dorte

  5. Karenn siger:

    Hej Dorthe og Dorte.

    jeg har nu meldt mig ind i de forskellige grupper som i har forslået. det har været en stor hjælp
    jeg har også kontatet Inger.
    Det bliver rigtig dejligt at få åbnet op efter så mange år-
    jeg vil være ærlig at skrive at jeg ikke længere tilbringer tid med min familie, alle ligger låg på og særligt mine forældre som har fortsættet hverdagen uden et ord.
    de lader som intet er sket og jeg har bare skullet komme mig
    de ringede dog et par gange mens jeg var sygemeldt pga aborten.

    men jeg er stadig en stil i ren dreng for dem og de har prøvet at få mig til at vise den lejlighed frem som jeg havde lejet ved dem. ved godt den ligger på Sjælland men min rejsetid er 3 timer i alt for at komme derned.
    men de ville have jeg skulle tage derned og vise den frem til ejendomsmæglere og aflevere nøgler.
    jeg arbejder som alle andre 37 timer i ugen og fra jeg tager afsted om morgen til jeg er hjemme går der 12-13 timer.
    så de to fridage jeg har i ugen, dem bruger jeg mest muligt for egen vinding.

    men jeg fik da sagt nej til det, det er ikke mig som ejer lejligheden ergo er det heller ikke mig som skal sælge den.
    da jeg lovede at sende nøglen og den ikke var fremme da min far forventede det fik jeg en sms med Store bogstaver HVOR ER NØGLEN.
    samtidig syntes han også jeg skulle ringe til varmeselskabet for at bede om en opgørelse.
    alt dette her er efter at jeg har været fraflyttet lejligheden i 4 mdr.
    jeg var ikke klar over at der var så meget ansvar med når jeg flyttede fra lejligheden,

    jeg bliver ved med at skulle strække mig føler jeg. nogle i familien mener at selvom kæresten og jeg gjorde lejligheden i top stand da vi flyttede ud at jeg også godt kunne sælge den for mine forældre når jeg nu havde boet der.
    jeg har så bare valgt at holde mig til lejekontrakten.

    Jeg har i dag et ønske om at hæve adoptionen og frigøre mig fra alt.
    give mig selv fred, lov til at sove ordenligt, fri for stress og et had til min krop.
    tankemylder og uro.
    jeg føler at jeg har skulle strække mig og blive ved med det, for at pleace mine forældre og familie.
    Jeg har erkendt at jeg nok aldrig bliver et helt menneske hvis jeg skal blive ved sådan her.
    og mange tak for jeres hjælp på min vej.
    det vil jeg huske jer for.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Hej Karenn

      Tusinde tak for din tilbagemelding. Livet er bare ikke nemt, og dit liv er særlig hårdt; men det er tydeligt at læse, at du nu er gang med nogle processer, som vil kunne give dig sindsro, søvn og lidt selvværd. Grupperne kan være meget betydningsfulde, da det er vigtigt for alle mennesker at vide, at der er andre, der tænker nogle af de samme tanker og tumler med nogle af de samme livstemaer. Og så er jeg sikker på, at Inger kan hjælpe.

      Kærlige hilsner fra Dorthe

  6. Rita Nissen siger:

    Kære Dorthe
    Jeg har en hel del kendskab til dig som underviser og supervisor inden for områderne “erhvervet hjerneskade” og “forråelse”.
    Spændende at du har rettet fokus mod adoptionsemnet. Jeg kom tilfældigvis forbi siden ved en søgning. Jeg er selv adoptivmor til den skønneste lille knægt på snart tre. Dine ord går lige ind, og rammer mig i min samvittighed.
    Hvor jeg dog genkender myterne og klichéerne. Og nogle gange orker jeg ikke at kommentere og bekæmpe dem. Jeg er konstant på i mit hovede som
    Adoptivmor. Der er grænser der hele tiden skal sættes på en god måde. Både over for familie og venner, og ikke mindst over for fremmede der konstant spørger til hans baggrund og historie, eller kommenterer hans smukke udseende, skønne smil eller hans “fine danske”. Det er trættende og udmattende. Men det hører med. Og jeg har valgt ham, han har ikke valgt os!
    Det er en udfordring som adoptivmor at finde balancen mellem konstant bekymring
    og “tro, håb og kærlighed”.

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Rita
      Hyggeligt at høre fra dig. Det er længe siden. Som vi jo indimellem har talt om til supervision, så kan omsorgssvigt – og hvad deraf følger af overlevelsesstrategier og grundantagelser om hvorvidt man skal klare sig selv eller om der er hjælp at få – fylde langt mere end en hjerneskade. Jeg bliver mere og mere omtaget af omsorgssvigt i alle dens afskygninger, og derfor rettes min interesse også mod adoptionsområdet. Jeg er faktisk lidt rystet over, hvor gammeldags tænkningen kan være mht forståelsen af tilknytningsmønstre og børns udvikling i forhold til adopterede. Fx er jeg stødt på, at adoptionspsykologer klart anbefaler, at barnet ikke får kontakt til sin biologiske familie (hvis muligt), da det så vil blive splittet. Som om barnet ikke kan have relationer til flere voksne på samme tid. Den myte brød man ellers med indenfor udviklingspsykologien i 1980´erne, da man begyndte at tale om det kompetente barn. Så myterne eksisterer vist ikke kun hos mennesker, der ikke ved bedre. Så … reflektér som du plejer, kæmp som en løvemor for din søn og vælg dine kampe med omhu i forhold til uvidenhed og skjult racisme.
      Bedste hilsner fra Dorthe

  7. sabuna siger:

    Hej kontakte anthon18445@gmail.com hvis du er interesseret i barnets adoptioner, Min mand og jeg blev vedtaget herfra privat

    Sabine

  8. Christian Farmand siger:

    Hej Dorthe,

    Jeg skriver dette i håbet om en god dialog – jeg er meget åben og ikke mindst nysgerrig.

    Og jeg håber at du vil modtage mine synspunkter og feedback med et åbent sind, omend skrift kan virke meget “hårdt”.

    Jeg skriver fordi jeg føler jeg mig “tvunget” til at reagere på dit indlæg (Jeg læste det for et par år tilbage, og nu igen i går – og jeg bliver nødt til at tage fat på det :-))…

    Jeg oplever at “adoption” som overordnet emne er noget mange mennesker “føler sig berettiget” til at have en mening om, uanset graden af viden og involvering.

    Jeg faldt over dit indlæg i en adoptionsrelateret Google søgning. Den inspirerende overskrift fangede mig – Der er, og skal altid være, plads til forbedring, også på dette område. Alle “implicerede” ønsker intet andet (det er min påstand).

    Jeg blev lidt modløs undervejs i dit indlæg, da jeg oplever at du formulerer dig meget… firkantet. Du opridser f.eks. “myter” og “fakta”, og jeg kommer i tvivl om, hvor disse stammer fra… er det Joe Soll du citerer? Eller er det dine egne tanker om emnet?

    Som adoptant (i dette årtusinde) kan jeg ikke genkende alt det du – igen meget firkantet – lister som værende fakta eller myter. Jeg mener, at man generelt skal passe meget på med at sprede “viden”, specielt når man, som du, skriver med en vis autoritet (jeg tænker på, at du er Cand. Psych., udgiver bøger på Syddansk Universitetsforlag etc.). Jeg kommer måske til at lyde… hård?! Men tænker du over det?! Tænker du over hvem der bliver berørt af dit indlæg? At du kan blive meningsdanner for adopteredes venner? Adoptanters venner? Og at disse (adopterede såvel som adoptanter) skal “modarbejde” den “falske viden” du spreder.

    Dét du skriver rammer, efter min mening, ved siden af – geografisk og tidsmæssigt. Forstået på den måde, at det måske kan være rigtigt i (dele af) USA (med reference til Joe Soll). Og i andre lande. Og at det måske ville have været rigtigt i en lokal dansk sammenhæng, hvis du have udgivet indlægget i f.eks. 1984. Men det du skriver har ikke noget at gøre med Danmark i 2014. Eller 2017.

    Som adoptant bliver man hjulpet – f.eks. af obligatoriske adoptionsforberende kurser, PAS rådgivning mv. Hér vil man ikke blive undervist i, at “biologiske forældre hurtigt glemmer deres bortadopterede barn”. Eller at “Det adopterede spædbarn oplever ikke tabet af sin biologiske familie”. Eller at “Adopterede tænker sjældent på deres biologiske familie”.

    Du skriver i en af kommentarer at “det er ærgerligt at myterne fortsat er fremherskende”. Hvor? Bestemt ikke i adoptionskredse… (muligvis med mindre man har adopteret for mange år siden).

    Jeg er nysgerrig efter hvad din baggrund for at skrive om adoption er? Er du selv adopteret? Har du selv adopteret? Har du faglig erfaring på området?

    Du skriver i en anden kommentar, at du kun lige er begyndt at tænke over adoption (September 2014). Hvilket i første omgang besvarer mine spørgsmål om hvad din baggrund er, at for at tildele dig selv en stemme på området. I samme kommentar skriver du om, at “drøftelserne hurtigt bliver meget følelsesladede og vrede”. Jeg tænker mere, at du nok har oplevet modsvarerne som frustrerede. Mange af de mennesker du har gjort dig til dommer over, har brugt mange år af deres liv på at være adopteret eller adoptant, med de følelser og tanker der følger med. Eller på at arbejde professionelt med adopterede og/eller adoptanter.

    Emnet er kollosalt stort, som du også er inde på. Jeg må stoppe et sted – det bliver hér 🙂

    Christian Farmand.

    • Det sorte får siger:

      Hej Christian Farmand, jeg vil her bide på krogen, og stå ved at jeg er én af de personer, som oprigtigt føler mig berettiget til at have nogle meninger og holdninger til adoption.

      Din kommentar, giver mig opfattelsen af, at jeg dermed er én af de personer, som du måske ikke helt synes, enten har den fornødne grad af personlig eller faglig viden eller involvering, som du måske mener er påkrævet før end man er berettiget til at have en mening.

      Så en måde synes jeg, at det lader til at vi måske begge holdninger og meninger til nogle forhold, som vi måske ikke er tilstrækkeligt oplyste om.

      Du skriver at du er åben og ikke mindst nysgerrig, hvilket synes at være et godt udgangspunkt.

      Jeg er hverken adopteret eller adoptant. Jeg er desværre vokset op under vilkår, der medførte en higen efter den familie som jeg forventede ville kunne give mig følelsen af at høre til og være elsket.
      Derfor oplevede jeg det som værende meget ulykkeligt og enormt skuffende og belastende, da jeg fandt frem til officielle dokumenter, hvoraf det utvetydigt stod klart at jeg ikke var adopteret.

      Jeg havde sådan et desperat behov for at være adopteret, eller måske nærmere, jeg havde behovet for, at der var en biologisk forklaring på at jeg følte mig fremmed og anderledes i forhold til den familie jeg voksede op i. Og ikke mindst, så havde jeg brug for, at bevare håbet om at der fandtes en familie et sted, hvor jeg hørte til, og hvor jeg var ønsket.

      Så mens min interesse omkring adoption er foranlediget af kedelige omstændigheder, så interesserer adoption mig meget.

      Og jeg skammer mig ikke over at jeg føler mig berettiget til at have markante overbevisninger om nogle aspekter, eller at jeg tillader mig mere personligt prægede holdninger til andre

      Særligt de følelsesmæssige aspekter reflekterer jeg over, specielt dem som for mig er genkendelige og forståelige, om end mit udgangspunkt synes fremkommet af en situation der er den stik modsatte.
      Men jeg interesser mig også for de mere konkrete og praktiske forhold om adoption.

      Og jeg kan forstå på dig, at der afholdes kurser, og hvad der ikke indlæres på disse kurser.

      Med udgangspunkt i, at jeg mener at det er højt prioriteret at et lille menneske føler at det hører til hos sin familie, uanset om der er fælles biologisk ophav med forældrene eller ej. Og at jeg personligt er af den overbevisning, at en afgørende faktor i forhold til at føle sig hjemme, er at man bliver forstået af sine forældre, og at man samtidigt forstår sine forældre.
      Så vil jeg tillade mig at udtrykke mig undrende over, at det virker til at der er mange adoptivforældre, som har ventet virkeligt mange år på at få lov at adoptere et barn som ikke længere er en baby, og hvor de udtrykker hvor pinefuld og lang ventetiden har været for dem, hvilket jeg har forståelse for.

      Men det gør mig temmelig forarget og trist til mode, at de ikke har benyttet ventetiden til at forsøge at tilegne sig verbale kompetencer, så de kan kommunikere bedre med barnet fra start, og særligt vigtigt, så barnet kan kommunikere på en måde der bliver forstået og besvaret mere fyldestgørende, end det som gør sig gældende når forældrene ikke forstår deres barns verbale sprog overhovedet.

      Jeg vil være glad for hvis du vil fortælle mig mere om hvad I lærer på disse kurser, herunder hvordan man kan forberede sig på barnets ankomst, og særligt for større børn, men også bare af hensyn til genkendelighedens tryghed for babyer, om der er nogle holdninger omkring at man efter bedste evne tilegner sig kompetencer så man kan kommunikere på barnets modersmål, eller alternativt, i det mindste lærer at gentage lydende fra nogle sange som babyen/barnet måske har hørt, eller om man måske anbefaler at lave en båndoptagelse af evt. medarbejdere mens de f.eks. synger eller fortæller en historie for babyen/barnet, således at man kan afspille denne lydoptagelse for barnet senere.

      Jeg kan forestille mig at afspilning af en sådan båndoptagelse, ville kunne give en større følelse af tryghed, i det, som i hvert fald lige i starten, må føles som en meget kaotisk og angstfyldt flytning, fra noget kendt til noget på alle måder helt fremmed, fra et lille menneskes perspektiv.

      Så det er jeg meget interesseret i hvis du vil fortælle mere om, fordi jeg er flere gange blevet meget trist til mode, når jeg har set forskellige tv-programmer hvor børnene der har et sprog, ser ud som om at de føler stor frustration og indre smerte over, at de ikke kan gøre sig verbalt forståelige for forældrene.

  9. Dorthe Birkmose siger:

    Kære Christian

    Tak for at du gav dig tid til at dele dine tanker. Og jeg håber bestemt, at du vender tilbage med flere af slagsen. Jeg er stadig temmelig interesseret i adoption og al dens kompleksitet, selvom jeg ikke længere beskæftiger mig med området. Jeg er helt enig med dig i, at meninger på skrift kan virke hårde og firkantede. Man har jo ikke muligheden for at aflæse hinandens kropssprog eller for løbende at være med til at nuancere hinandens udsagn. Så indimellem kræver det langt flere ord at kommunikere på skrift, da man bliver nødt til at forklare sig og rede nogle af trådene ud. Jeg vil hermed forsøge at svare, så godt jeg kan. Og så satser jeg på, at du vender tilbage.

    Først mht. hvem, der må mene noget om adoption. Jeg tænker sådan set, at det kunne være rart, hvis alle havde en mening om adoption. Det er vel ikke forbeholdt dem, der er adopterede, har adopteret eller har bortadopteret? Jeg bemærkede i debatten efter mit blogindlæg, at jeg hyppigt blev spurgt om, hvorvidt jeg selv var adopteret eller havde adopteret et barn. Det studsede jeg over. Det undrer jeg mig stadig over. Når jeg holder foredrag om fx alkoholoverforbrug, så bliver jeg aldrig spurgt om, hvorvidt jeg selv er alkoholiker eller barn af en alkoholiker. Ligeledes når jeg skriver om samarbejdet med mennesker med autisme, så bliver det heller ikke forventet, at jeg har autisme eller er i familie med én med autisme. Der findes ganske vist ædru alkoholikere, der arbejder med alkoholbehandling og der findes mennesker med autisme, der hjælper andre med autisme. Men det store spørgsmål er, om det er en kvalifikation eller om det er en barriere, der skal overvindes, når man skal arbejde professionelt med noget, som man privat har kendskab til?

    Nå, men tilbage til min baggrund for at mene noget om adoption. Jeg er ikke adopteret, og jeg har hverken bortadopteret eller adopteret. Men derfor må jeg gerne mene noget om adoption. Jeg forsøgte i blogindlægget at skrive, at min baggrund er, at jeg som psykolog gennem årene har superviseret en del personale indenfor handicap og psykiatri, hvor det er blevet overset, at adoptionsbaggrunden hos børn, unge og voksne kunne spille en langt større rolle end antaget. Jeg oplevede i min praksis, at tilknytningsforstyrrelser blev tolket som ADHD og atypisk autisme. Jeg oplevede at overlevelsesstrategier tilbage fra tiden på børnehjemmet blev tolket som uhensigtsmæssig adfærd, der skulle fjernes nu, hvor mennesket var blevet voksent. Og jeg oplevede, at adoptivbørn med meget at spekulere på fik prædikatet “indlæringsvanskeligheder”. Ligesom jeg oplevede at kronisk sorg blev behandlet som depression. Den slags misforståelser er desværre med til at gøre livet vanskeligere for nogle adoptivbørn og – forældre. Og de professionelle oplever en afmagt over, at de ikke kan hjælpe ordentligt.

    Efter jeg skrev blogindlægget er jeg løbende blevet kontaktet af adoptivforældre som leder efter psykologer, der kan hjælpe dem og deres børn med selvmordstanker, stemmehøren, angst, modløshed, pludselige aggressive udbrud, mareridt osv. Disse forældre fortæller ganske andre historier end de solstrålehistorier, som fortælles i fx Adoption & Samfund. Og dermed kommer vi til min forbløffelse over den vrede, som jeg mødte, da jeg tillod mig at mene noget om adoption. Jeg er med i et utal af facebook-grupper for at følge med i, hvad der sker og hvad der drøftes indenfor alle mulige kroge af velfærdssamfundet. Jeg meldte mig derfor også ind i flere adoptionsgrupper, herunder Adoption & Samfund. Men jeg meldte mig ud igen ganske kort tid efter, hvilket er atypisk for mig. Jeg fik det fysisk dårligt af at se, hvor hårdt der blev slået ned på “de forkerte meninger”. Jeg er vant til, at bølgerne kan gå højt, når man drøfter noget, der er vigtigt. Men jeg syntes, at debatten var ekstremt hård med mange sårende bemærkninger. Gad vide, hvorfor det var sådan? Jeg håber naturligvis, at det har ændret sig siden da.

    Mener du virkelig, at jeg spreder falsk viden? Du har skrevet det i citationstegn, så jeg ved ikke om du mener det? Men noget mener du jo.

    Mit blogindlæg var overvejende et referat af to spændende bøger, som jeg havde læst. Den ene bog er bogen af Joe Soll, hvilket du også nævner. Jeg beklager, at jeg ikke tydeligt nok har fået sat kilde på mht myter og fakta; men det er taget fra Joe Solls bog. Så vidt jeg kan bedømme, så har han solid evidens for dét, som han skriver. Den anden bog, som du ikke nævner, er “Hun er vred” af Maja Lee Langvad. Har du læst Langvads bog? Det gjorde et dybt indtryk på mig, hvordan hun på baggrund af såvel sin egen historie som store mængder af forskning kunne beskrive problemerne, dilemmaerne og paradokserne ved adoption. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne gøre det langt bedre; men det kræver, at der kommer en åbenhed for at tale om de mange forskellige aspekter af adoption.

    Når du affejer mig totalt ved at skrive, at alt det, som jeg skriver ikke har noget at gøre med Danmark i 2014 eller 2017, så går du for langt. Du kan ikke affeje alt, hvad Joe Soll og Maja Lee Langvad ved. Lige dér bliver du for firkantet – hvorfor bliver du mon det?

  10. Christian Farmand siger:

    Hej Dorthe. Er det dig der både er ‘Det sorte får’ og ‘Dorthe Birkmose’…? Eller er der flere ‘på linjen’?! 🙂

  11. Christian Farmand siger:

    Jeg griber lige fat i en enkelt ‘gren’… du skriver at det gør dig trist at adoptanter ikke udnytter ventetiden til at lære barnets modersmål. Hvor har du det fra? Hvor mange lærer sproget og hvor mange gør ikke!? VED du det?

    Næste spørgsmål er om det er en fordel at kunne sproget? Prøv at gå ind i en hvilken som helst børnehave og start en samtale med en 3 årig… ofte er det svært at forstå det talte sprog, selv når man taler samme sprog!

    Hvis du skal adoptere fra Ethiopien, hvilken sprogstamme skal du så kaste dig over? Ville du satse på at barnet taler og forstår awngi? Eller måske somali? Eller et helt tredje, fjerde eller femte sprog?!

    Man bliver – via PAS rådgivningen – klædt på til den første periode med barnet. Herunder det/de første møde/møder, og selve ‘overdragelsen’. Man lærer om og forstår (forhåbentlig) vigtigheden af, at være ‘mentalt spejl’ for sit barn i den ekstremt svære situation barnet er i (sammen med 1-2 fremmede voksne og et nyt sted (hotel) mv)… at reagere og sætte ord og lyde på alle de ting man kan se og mærke at barnet registrerer og reagerer på. Og man lærer om og forstår (forhåbentligt!) at selvom barnet ikke forstår de ord du siger, så vil barnet forstå intentionen. Og man har selvfølgelig gloser – de mest basale ord der bruges i en hverdag med et lille barn – såsom ‘mad’, ‘sove’ etc, med på en obligatorisk liste.

    Jeg er ærgerlig over at du skriver om at du er forundret (fortørnet!?) over at adoptanter i det mindste ikke tilegner sig barnets modersmål i ventetiden… for det første fordi det ikke er dét der vil hjælpe barnet (det vil ovenstående – mm – istedet). Og fordi udenforstående – i nogle tilfælde – vil tage dine input til sig, og der kan blive skabt en ‘sandhed’ hos folk der ikke har noget med adoption at gøre… men som ‘bare har en mening’… mens de drikker kaffe, spiser kage og ser Sporløs…

    Kan du følge mig? 🙂

  12. Christian Farmand siger:

    Hej Dorthe,

    Her får du nogle flere kommentarer og tanker…

    Du skriver at man ikke bør ændre barnets navn. Hvad hvis navnet – for barnet – er symbol på de biologiske forældres svigt? Hvis det er givet af personalet på et hospital? Hvis det oversat til dansk er ordet for den ugedag barnet blev født? Eller er et tal, givet som praktisk løsning og ikke i kærlighed eller respekt for individet? Hvad hvis det er givet af én fra børnehjemmet? Eller er et ‘gadenavn’/kaldenavn? Man kan overveje om den adopterede skal kunne vælge navnet fra eller til senere i livet. Altså om det skal være et tilvalg eller et fravalg. Men et navn givet af de nye forældre i kærlighed ser jeg som godt.

    Du skriver at Joe Soll virker til at have solid evidens for sine udsagn. For det første skal man huske at han tager udgangspunkt i USA? Det er ikke alt der kan overføres 1:1 til et andet land. Og slet ikke Danmark, tænker jeg. Dernæst er det væsentligt at forholde sig til om postulater som f.eks. ‘alle adoptanter lever med en sorg over ikke at kunne reproducere sig’ er blevet til på baggrund af rundspørger hvor 100% af informanterne i en undersøgelse, har svaret entydigt det samme? Det gør jeg ikke! Altså lever med en sorg over ikke at kunne reproducere mig… Og hvor stiller det så mig ift dét meget firkantede postulat? Jeg synes istedet at man f.eks. skulle se på forskellen mellem kønnene. At mænd – i følge Svend Aage Madsen – har lettere ved det sociale forældreskab end kvinder har. Det er der vel ikke noget overraskende i, da det rent fysiologisk, hormonelt mv har stor betydning at være gravid, føde og amme. Og se på hvordan man kan hjælpe tilknytningsprocessen på vej, for barn såvel som forældre.

    Du skriver at ‘Adoption må være absolut sidste løsning efter man har prøvet alt muligt andet for, at barnet kan vokse op sammen med sin familie’. Jeg er helt vildt uenig! Jeg er tværtimod tilhænger af, at man f.eks. herhjemme er begyndt at give forældrene kortere snor – færre chancer – for at beholde deres børn, hvis de ikke er i stand til at passe på dem. Eller hvis de ikke ønsker at passe på dem! De eneste der med sikkerhed taber i det ‘spil’ er børnene, som kommer til at agere testpiloter og prøveklude… bliver børn omsorgssvigtet f.eks. i alderen 0-3 år kan det have kollossale og livslange konsekvenser. Noget helt andet er, at når man taler afgiverlande indenfor transnational adoption, er man slet ikke i nærheden af at have de ressourcer det kræver at hjælpe forældrene. Dertil kommer at det kræver at man kender forældrenes identitet, at man kan finde frem til dem, at de er i live, at de selv ønsker at få hjælp til at beholde barnet. Jeg læste for nylig om Kolkata (som jeg i øvrigt ikke kender meget til!) at der skønnes at være mere end 300.000 gadebørn. For (nogle af) dem ville adoption måske have været bedst som ‘absolut første løsning’…?

    Du skriver, i afsnittet ‘hvad kan hjælpe?’ om hvordan adoptanterne ikke må lade deres følelser stå i vejen for deres barns kontakt med den biologiske familie i 6-8 års alderen. I mange tilfælde er de biologiske forældre ikke kendt af myndighederne. Hvis de er, og kontakt er mulig, er jeg lidt på usikker grund… Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene, men jeg tror overordnet simpelthen ikke på den ‘one size fits all’ løsning du skitserer. Jeg mener fx ikke at barnet i 6-8 alderen skal tvinges til at møde sit biologiske ophav. Jeg mener ikke det gavner barnet – i så tidlig en alder – at møde sin biologiske mor, hvis denne f.eks. er svært psykisk syg, stofmisbruger, alkoholiker eller lignende.

    Til gengæld er jeg rygende ENIG i dét du skriver om at ‘alle adoptivforældre burde have obligatorisk, tæt og kontinuerlig supervision gennem alle årene’. Det burde man virkelig gøre. Tvungen supervision indtil den adopterede er voksen. Det ville være fantastiskt! Det der kommer tættest på er jo PAS rådgivningen. Og her får man kun 20 timer (med en lille egenbetaling). Men man vælger selv om man vil benytte sig af det. Og desværre er min erfaring helt overordnet, at de kurser der udbydes i øvrigt, mest benyttes af adoptanter hvis der slet ingen egenbetaling er.

    Og du skriver at ‘det handler om at få brudt med alle de gamle myter om ”det heldige adoptivbarn”… dette har man altså brudt med for længst! Jeg ved ikke om man nogensinde har tænkt sådan, undervist sådan, men i nutidig sammenhæng, hører man på de adoptionsforberedende kurser og til PAS rådgivning, kun om den ultra logiske slutning det er, at ingen (nogensinde) vil kunne sige, at et givet liv er bedre (heldigere) for barnet end et andet. Man anerkender – helt logisk og naturligt – at det kan man simpelthen ikke vide. Sagt på en anden måde: ‘vi ved ikke om barnets liv ville have været bedre, hvis barnet var blevet hvor det blev født’. Det er en (for nogle meget fortvivlende) livsomstændighed, som man intet kan gøre ved. Man må anerkende at det kunne have været bedre for barnet at blive hvor det var, istedet for at blive bragt til et fremmed, nyt land. Handlingen udføres dog i tiltro til at barnet, alle børn, har brug for omsorg fra forældre (ikke fra børnehjemspersonale), at blive valgt TIL for resten af livet, efter at have været blevet valgt fra.

    Du skriver også at ‘adoption er en indbringende forretning’… for hvem??? Jeg gad godt se din dokumentation for et så heftigt postulat! Desværre vil mange nok ikke tænke videre over det, men blot tage postulatet for gode varer. Måske har selvsamme mennesker endda hørt de tragiske historier om såkaldte børnehøstere, der tjener på at snyde godtroende forældre til at give afkald på deres børn. Men det er jo ikke adoption! Det er snyd. Det er brodne, rådne kar. Dit postulat gør billedet af adoption og adoptanter unødigt negativt og brutalt. Du er med til at male et billede, hvor adoptanterne bare vil have et barn uanset prisen – menneskeligt og bogstaveligt. Og det er fandeme ærgerligt, for det skader en i forvejen sårbar gruppe, nemlig de adopterede. Det hjælper dem i hvert fald ikke! Jeg kender en familie hvor deres datter, der stammer fra Indien, har fået at vide i skolen, at ‘hun jo er blevet købt’. Det er hun ikke. Hun kunne ikke få de forældre hun havde brug for, men så var der nogle andre mennesker der gerne ville være hendes forældre. Og det havde en pris at sætte denne formidling i stand.

    Som adoptant har man naturligvis et medansvar for at alt er gået korrekt til. Men i praksis er det virkelig svært at få beviser og vished over ret meget i forløbet. Man må, som med så meget andet i livet, stole på de mennesker man er afhængig af i processen. Det er lidt som dén mobiltelefon du sikkert har indenfor rækkevidde lige nu. Du har tillid til at den ikke er fremstillet med mineraler udvundet af børnearbejdere (slaver) i DR Congo. Men véd du det? Med sikkerhed? Har du selv undersøgt det og fået syn for sagen? Eller har du tillid til at mobilfabrikanten har gjort sit arbejde korrekt, også etisk og moralsk?

    Godnat herfra 🙂

    • Dorthe Birkmose siger:

      Kære Christian

      Tak for alle dine refleksioner og din kritik. Jeg beklager, at jeg først reagerer nu. Der var været nogle it-problemer, så jeg har ikke fået besked, når der er kommet kommentarer.

      Lad mig starte med det nemme spørgsmål om, hvorvidt jeg skriver under et andet navn. Det gør jeg ikke. Jeg skriver på min egen hjemmeside som en del af mit arbejde, og jeg kunne ikke finde på at skjule mig bag et dæknavn. Og så er der så alle de svære spørgsmål, som du rejser og som jeg vil tænke mere over. Jeg kan virkelig godt lide, at du insisterer på nuanceringer. Jeg er jo enig med dig i, at one size bestemt ikke fits all. Og når jeg skimmer mit blogindlæg igennem, kan jeg godt se, at min gengivelse af Joe Solls pointer står for firkantede. Tilbage i 2014, hvor jeg skrev blogindlægget havde jeg netop læst “Hun er vred” af Maja Lee Langvad. Den bog ramte mig! Og så supplerende jeg op med Joe Soll. Dét, der ramte mig, var, at jeg i mit arbejde, havde mødt en del mennesker, der var blevet diagnosticeret med “træk af ADHD” og “atypisk autisme” og blev mødt som sådan. Uden at der blev tid på at undersøge, hvad et liv som adopteret kan indeholde. Efter at have læst Langvad og Soll tænkte jeg, at der mangler viden om både de omsorgssvigt og den komplekse livssituation, som adopterede mennesker og deres familier må kæmpe med. Jeg er stadig bekymret for fejldiagnosticering, men jeg bliver samtidig håbefuld, når jeg ser, hvordan det canadiske trauma-informed care er på vej til Danmark med en præcisering af, at meget professionelt arbejde kunne blive bedre ved i langt højere grad at tage højde for individets traumatiseringer og omsorgssvigt. Men jeg har ikke siden 2014 læst mere om eller beskæftiget mig mere med adoption. Mit arbejde går helt andre veje. Så derfor er jeg ikke den rette til at svare på dine spørgsmål. Jeg håber, at andre – med større viden om adoption end jeg har – støder på indlægget og kommentartråden og får lyst til at bidrage. For dine spørgsmål er værd at få besvaret.

      Jeg tænker, at det vigtigste er, at de mennesker, som er blevet adopteret, bliver spurgt og hørt.

      Bedste hilsner fra Dorthe

  13. Christian Farmand siger:

    Hej igen Dorthe,

    Du skrev:

    “Når du affejer mig totalt ved at skrive, at alt det, som jeg skriver ikke har noget at gøre med Danmark i 2014 eller 2017, så går du for langt. Du kan ikke affeje alt, hvad Joe Soll og Maja Lee Langvad ved. Lige dér bliver du for firkantet – hvorfor bliver du mon det?”

    Og det fik jeg ikke svaret på… 🙂

    Du har ret. Det er selvfølgelig at gå for vidt. Min pointe er, at det ville have været fedt, hvis du havde sat dig ind i, hvilke fokusområder man har på adoptionsområdet i Danmark i dag. Soll er så USA specifik. Og Lee er så Korea (vs Danmark selvfølgelig, men med udgangspunkt i hvordan det foregik i 70’erne) specifik.

    Jeg ved ikke lige hvorfor jeg blev så firkantet… skrift er nogle gange lidt… firkantet!? 🙂

  14. judennas@gmail.com siger:

    Hej kontakte anthon18445@gmail.com hvis du er interesseret i barnets adoptioner, Min mand og jeg blev vedtaget herfra privat

    Sabine

Skriv et svar